Dødstal eksploderer: 20.000 omkommet i jordskælv

Lyt til artiklen

Omkring 850 børn frygtes at være begravet under sammenstyrtede skoler. Forældre graver med deres hænder og skovle for at få dem fri af murbrokkerne. »Det er Guds vilje, at min datter er blevet taget, men jeg kan ikke acceptere den måde, hun omkom på. Jeg kan ikke få hendes ansigt ud af mit hoved«, siger en 45-årig mand, der leder efter sin datter, ifølge Reuters. Antallet af omkomne er usikkert, men tallet er oppe på over 20.000 og ventes at fortsætte med at stige, efterhånden som redningshold kommer frem. Verden står klar med hjælp Redningseksperter, lægehold, sporhunde og nødhjælp blev mobiliseret søndag i de verdensomspændende bestræbelser på at undsætte ofrene for det massive jordskælv, der har ramt det sydlige Asien. Japan, USA og EU var blandt de første til at tilbyde redningshold og finansiel hjælp til Pakistan, Indien og Afghanistan efter lørdagens skælv, der har dræbt omkring 20.000 mennesker og såret flere end 42.000 andre. Verdensbanken tilbyder 20 mio. dollars Pakistan er med flere end 19.000 omkomne det værst ramte land, og præsident Pervez Musharraf har anmodet det internationale samfund om hjælp. »Lige nu står vi over for den værste tragedie i vort lands historie«, siger præsidenten. Landet har sat den største redningsaktion i gang i landets historie. Som respons har Verdensbanken tilbudt 20 mio. dollar i hjælp, mens Den Asiatiske Udviklingsbank har lovet 10 mio. dollar i øjeblikkelig hjælp. Japan har sendt et redningshold på 50 mand, og Storbritannien, der selv har en stor sydasiatisk indvandrerbefolkning, har lovet at sende 100.000 pund og et 60-mands stort rednings- og nødhjælpshold. Den britiske forsvarsminister, John Reid, siger, at britiske soldater i Afghanistan er 'parate til at assistere, hvis nødvendigt', skriver Ritzau. Hjælp fra alle egne af verden Danmark har givet tilsagn om 10 millioner kroner i nødhjælp til jordskælvsofrene i Pakistan, oplyste udviklingsminister Ulla Tørnæs (V) søndag. Samtidig har Danmark sendt en medarbejder fra Beredsskabsstyrelsen af sted som bidrag til et koordinationshold under FN. Norge har lovet 15 mio. norske kroner i hjælp til ofrene, mens Sverige sender 75 store telte samt 3000 tæpper. Kina har tilbudt 6,2 mio. dollar i hjælp til Pakistan, og har sendt et redningshold på 49 mand til landet. Tjekkiet har lovet Pakistan en mio. dollar og har ligeledes sendt et redningshold.

Læs videre for 1 kr.

Du er godt i gang – få adgang til hele artiklen, alt på politiken.dk og dagens e-avis i en måned for kun 1 kr. Ingen binding.

Bliv abonnent nu
Allerede abonnent? Log ind
Stopskilt_glad

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her