Politistyrken i New Orleans har længe været mål for adskillige beskyldninger om brutalitet og korruption. Nu er der ekstra grund til at tage beskyldningerne alvorligt. To politifolk blev nemlig filmet, mens de over lang tid gennembankede en 64-årig mand, som de anklagede for 'offentlig beruselse'. Politifolk arresteret En tredje politimand angreb en producer fra nyhedsbureauet AP, mens en kameramand fik hele seancen på bånd. De tre politimænd blev ifølge AP arresteret sent søndag og anklaget for legemsbeskadigelse. De blev løsladt efter afhøring og beordret til at møde i retten senere. »Vi er meget bekymrede over det, vi så her til morgen. Det er et meget bekymrende bånd, ingen tvivl om det. Politiet vil øjeblikkeligt reagere«, siger en leder ved politiet i New Orleans, Marlon Defillo, efter at have set optagelserne sammen med andre højtstående politifolk. Overfalder kamerafolk Båndet viser en politimand ramme en mand mindst fire gange i hovedet lørdag nat uden for en bar i Bourbon Street i New Orleans. Den mistænkte, Robert Davis, ser ud til at gøre modstand og forsøger at sno sig fri, mens fire betjente får ham trukket ned på jorden. En anden af de fire betjente sætter knæet i ryggen på Davis og slår ham endnu et par gange. Davis ligger med hovedet ned i jorden, mens blod strømmer fra armen ned i rendestenen. Samtidig beordrer en femte politimand AP-produceren om at standse optagelserne. Produceren holder sit pressekort op og forklarer, at han arbejder, men det får politimanden til at gå amok. Han griber produceren, trykker ham hen over en bil og slår ham, mens han overfuser ham. Stort pres på politi Politiet oplyser, at den 64-årige Davis blev anholdt for 'offentlig beruselse', modstand mod anholdelse, for at have slået en betjent og for 'skræmmende' adfærd. Et foto af Davis viser, at hans højre øje er hævet, så det lukker helt i, han har afskrabninger i venstre side af ansigtet og på halsen og et sår i tindingen. Under normale omstændigheder skal der virkelig en voldsom adfærd til for at blive arresteret i Bourbon Street. Men politiet forklarer den hårde arrestation med de urimelige vilkår og det store stress, betjentene har været underlagt omkring orkanerne Katrina og Rita.
Lyt til artiklen
Læs videre for 1 kr.
Du er godt i gang – få adgang til hele artiklen, alt på politiken.dk og dagens e-avis i en måned for kun 1 kr. Ingen binding.
Bliv abonnent nuAllerede abonnent? Log ind
Indholdet fortsætter efter annoncen
Annonce
Indholdet fortsætter efter annoncen
Annonce
Analyse




























