Slutter i dag: Få Politiken Lyd i 6 mdr. for kun 99 kr.

Redningsfolk under stort tidspres efter jordskælv

Britiske redningsfolk redder en overlevende kvinde ud af ruinerne af en sammenstyrtet bygning i Islamabad. - Foto: AP
Britiske redningsfolk redder en overlevende kvinde ud af ruinerne af en sammenstyrtet bygning i Islamabad. - Foto: AP
Lyt til artiklen

Redningsfolk arbejder for fuld kraft for at finde overlevende efter jordskælvet i Pakistan i lørdags, mens antallet af døde har for længst passeret 20.000. Ifølge embedsmænd kan der ligge yderligere tusinder af døde i de sammenstyrtede ruiner. I Indien kan mindst 1.000-2.000 være omkommet, og situationen for de cirka 10.000 indbyggere i fjerne landsbyer på grænsen til Pakistan er uklar, siger indiske embedsmænd. Europæere blandt de omkomne I hovedstaden Islamabad er der europæere, arabere og japanere blandt de omkring 45 personer, der er meldt savnet efter sammenstyrtningen af to lejlighedskomplekser under jordskælvet. Donorer har givet tilsagn om millioner af dollar til nødhjælp. Læger, helikoptere, mad, telte og eftersøgningshold med hunde er på vej til områderne, men blandt ofrene er der frustration over manglen på konkret hjælp på jorden. Der var plyndringer i Muzaffarabad, hovedstaden i den pakistanske del af Kashmir, hvor det gamle kvarter blev næsten totalt ødelagt af jordskælvet, der målte 7,6 på richterskalaen. De overlevende er i desperat mangel på mad, medicin og vand. Værste i 100 år »De har mistet alt, de har ikke noget tøj, ingen mad, ingenting. Folk er begyndt at stjæle fra butikkerne«, siger et øjenvidne. Det amerikanske militær i nabolandet Afghanistan siger, at man vil omdirigere otte helikoptere fra indsatsen mod militante islamister til hjælpearbejdet. Ifølge nødhjælpsorganisationer er mere end 120.000 i akut behov for husly og op til fire millioner kan være blevet hjemløse efter Sydasiens stærkeste jordskælv i 100 år. »Vi ved, at hver time tæller ved jordskælv af denne styrke«, siger FN's nødhjælpskoordinator, Jan Egeland. Pakistans informationsminister Sheikh Rashid Ahmed, siger, at mere end 20.000 er omkommet i Pakistan og tilføjer, at antallet kan stige. Embedsmænd i den nordvestlige Grænseprovins og i den pakistanske del af Kashmir siger, at det endelige antal omkomne kan være helt oppe omkring 40.000. Kølig reaktion Pakistan har reageret køligt på Indiens tilbud om at sende soldater til hjælpearbejdet i den pakistanske del af Kashmir. Indien og Pakistan ligger i bitter strid om retten til Kashmir. »Vi kan se, at jordskælvet også har ramt dele af Indien og den indiske del af Kashmir. Den indiske regering foretager også redningsoperationer. Hvis der er behov for det, kan vi hjælpe dem, som de har tilbudt at hjælpe os«, siger talskvinde for det pakistanske udenrigsministerium, Tasnim Aslam. Men trods løfter om hjælp fra hele verden, var der mandag ingen eller sparsom lægehjælp til mange af de over 40.000 sårede i Pakistan. Køn flodby raseret Den kønne flodby Muzaffarabad er præget af enorme ødelæggelser. Næsten alle huse er ødelagt eller skadet, og der lå enkelte lig i gaderne. Folk bar de omkomne gennem de ødelagte gader og lugten af død hang i luften. En sportsplads var omdannet til opsamlingsplads for hjemløse og sårede, og der var oprettet et midlertidigt lighus. Hundreder stimlede sammen under skyggen fra tøjstykker, der var hængt op til værn mod den skarpe sol, mens omkring 30 sårede lå på simple senge i venten på at blive fløjet ud med helikopter. Et dusin dødsofre svøbt i hvide lagner var placeret tæt ved. Tusinder sover udendørs Tusinder af indbyggere sover udendørs. Nogle på murbrokkerne uden for ødelagte butikker eller i deres biler udsat for efterårskulde og regnbyger, men i det mindste mere sikre mod efterskælv, end de ville være inden døre. Mere end 48 timer efter katastrofen nåede den første officielle hjælp mandag frem til byen Balakot i den nordvestlige grænseprovins, der også er hårdt ramt. »De fleste her forbander regeringen for stadig ikke at hjælpe tilstrækkeligt, og vi er enige med dem«, siger Ayub, en af 120 lægestuderende, der hjælper til i Balakot.

Læs videre for 1 kr.

Du er godt i gang – få adgang til hele artiklen, alt på politiken.dk og dagens e-avis i en måned for kun 1 kr. Ingen binding.

Bliv abonnent nu
Allerede abonnent? Log ind
Stopskilt_glad

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her