Når en ny tysk kansler udløser lettelse i EU's hovedstad, så er det mest, fordi situationen i hvert fald ikke kan blive værre. »Det er afgørende, at Tyskland kommer i gang igen, så EU kan komme videre«, sagde kommissionens cheftalskvinde. Men hvad det egentlig er for noget, der kan komme i gang, er der delte meninger om. Internt i kommissionen er der bekymring for, at Angela Merkels store koalition vil sende lige så uklare signaler i vigtige EU-sager, som Gerhard Schröders regering længe har gjort. Ukendt magtbalnce Uden for systemet peger eksperterne også på, at Berlins magtbalance i europæiske spørgsmål endnu er ukendt. EU-politikken vil blive delt mellem kansleren, en socialdemokratisk udenrigsminister og CSU-lederen Edmund Stoiber som styrket økonomiminister. Enkelte gætter på, at Stoiber muligvis kan give nyt liv til debatten om to af EU's vigtigste lovpakker lige nu: åbningen af markedet for tjenesteydelser og forhandlingerne om en ny kemikalielovgivning, kaldet REACH. Men de fleste er forsigtige med at forudsige de store ændringer. »Balancen bliver så kompliceret, at man næppe kan forvente de store skred i hverken udenrigspolitik eller økonomisk reform«, siger John Palmer, politisk direktør i tænketanken European Policy Centre. Afstand til Frankrig Angela Merkel signalerer, at hun vil forsøge at forbedre forholdet til USA, som blev skrammet af Schröders kritik af Irakkrigen. Her som i mange andre spørgsmål lagde han sig tæt op ad Frankrigs præsident, Jacques Chirac. Men det kan ændre sig nu. »Merkel vil sikkert lægge mere afstand til Frankrig, og det er godt for Europa, for det fransk-tyske par var efterhånden blevet så bagstræberisk, at det længe har været et af EU's største problemer«, siger Katinka Barysch, cheføkonom i Centre for European Reform. Både Barysch og andre eksperter fremhæver, at Angela Merkel nok vil satse på bredere samarbejde med for eksempel Storbritannien og også små medlemslande - ikke mindst de nye i Central- og Østeuropa. »Den fransk-tyske akse er ikke længere nok i et EU med 25 lande«, siger Marco Incerti fra tænketanken CEPS. Fred for Tyrkiet Tyrkiet, som åbnede optagelsesforhandlinger med EU for en uge siden, har været bekymret over CDU-lederens kritiske udtalelser om tyrkisk medlemskab. Men analytikerne siger nu samstemmende, at tyrkerne har meget lidt at frygte fra den nye forbundskansler. »Nu er forhandlingerne i gang, og der er ingen politiske point at score for Merkel i dem foreløbig. Tyrkiet-forhandlingerne bliver først virkelig kritiske igen om så mange år, at hun sikkert ikke engang er kansler mere«, siger Katinka Barysch. Der er heller ikke de store forventninger at spore, når det gælder nye tyske initiativer om EU's strandede forfatning eller de fastlåste forhandlinger om unionens fremtidige budget. »EU vil fortsat være i en ledelseskrise, for det vil ikke blive et virkelig kraftfuldt Tyskland med denne kompromisregering«, siger Marlene Wind, lektor i international politik ved Københavns Universitet.
Lyt til artiklen
Læs videre for 1 kr.
Du er godt i gang – få adgang til hele artiklen, alt på politiken.dk og dagens e-avis i en måned for kun 1 kr. Ingen binding.
Bliv abonnent nuAllerede abonnent? Log ind
Indholdet fortsætter efter annoncen
Annonce
Måske er det ikke så underligt, at højrefløjen holder af den nye kulturminister
Lyt til artiklenLæst op af Johanne Lerhard
00:00
Indholdet fortsætter efter annoncen
Annonce
Leder af Christian Jensen




























