Repræsentanter for oppositionen i det italienske parlament kræver, at indenrigsminister Giuseppe Pisanu går af. Det sker, efter at ugeskriftet L'Espresso har afsløret den umenneskelige og ydmygende behandling, indvandrere bliver udsat for i et i forvejen omdiskuteret modtagelsescenter på øen Lampedusa syd for Sicilien. Journalisten Fabrizio Gatti beretter i artiklen om den uge, han tilbragte i lejren, efter at han havde forklædt sig som en kurder ved navn Bilal. Gatti sprang i vandet fra en klippe på Lampedusa og lod sig 'redde' af en tilfældigt forbipasserende. Herfra gik turen over skadestuen og videre til Lampedusas eneste Center for Midlertidigt Ophold, som kan huse 190 indvandrere ad gangen. Stærke ydmygelser Her prøvede han, hvad det vil sige at sove på madrasser fyldt med utøj og uden lagener, og han blev tvunget til at sætte sig i væske, der lugtede som en kloak. Gatti beretter om tilstoppede, uhumske toiletter uden toiletpapir og om gulve med et lag af afføring og urin. I perioder var der omkring 600 indvandrere i centret, og mange blev tvunget til at sove på den bare asfalt. Men Gatti blev også vidne til stærkere ydmygelser af de nyankomne afrikanere. »En af de italienske betjente tvang både helt unge drenge og praktiserende muslimer til at se pornoscener på en mobiltelefon. Han viste med en håndbevægelse, hvordan de skulle onanere, og dem, der vægrede sig, fik at vide, at de var bøsser«, siger Fabrizio Gatti. »Andre gange så jeg indvandrere få slag i hovedet og på brystet, og en enkelt blev sparket«, fortæller han. Betjentenes sprogbrug og tiltaleform var ofte præget af råb, skældsord og ydmygelser. Ingen interview L'Espresso har anmodet indenrigsminister Giuseppe Pisanu om et interview, men indenrigsministeren vil ikke tale med en straffet person, lyder svaret til tidsskriftet ifølge Gatti. Det hentyder til, at journalisten har en tidligere dom på 20 dages fængsel for ulovlig indtrængen i et andet modtagelsescenter for indvandrere i Milano. Også i den anledning var formålet at sikre offentligheden indsigt i forholdene på centret. Kræver ministers afgang Men ministeren er også kommet i oppositionens søgelys på grund af artiklen. Flere parlamentsmedlemmer kræver, at ministeren går af, og at centret på Lampedusa lukkes. »L'Espressos rystende beretning bekræfter, at centret på Lampedusa er som en koncentrationslejr. Der gøres systematisk brug af inhuman og ydmygende behandling i modstrid med forfatningen og alle internationale regler«, hedder det i en pressemeddelelse fra en vifte af parlamentsmedlemmer fra flere partier. Kritik fra FN Centret i Lampedusa har flere gange været udsat for kritik. I april protesterede FN's flygtningeorganisation UNHCR mod, at de italienske myndigheder nægtede FN-medarbejdere adgang til centret som foreskrevet af internationale aftaler. Senere fik blandt andet parlamentsmedlemmer adgang, men ingen, heller ikke journalister, har fået lov til at komme ind uden at anmelde deres besøg i god tid. Indenrigsminister Giuseppe Pisanu har tidligere garanteret over for den italienske offentlighed, EU-kommissionen og Den Europæiske Menneskerettighedskommission, at de italienske myndigheder respekterer indvandrernes værdighed, og at alle indvandrere kommer for en fredsdommer højst 48 timer efter, at de er blevet placeret i de bevogtede flygtningecentre. »I tilfældet Bilal Ibrahim el Habib og de øvrige udlændinge, der blev holdt fanget fra 24. til 30. september i centrets indvandrerbur, er denne udtalelse løgn«, skriver Fabrizio Gatti i sin artikel. Ikke første vilde projekt Det er ikke første gang, Fabrizio Gatti vover sig ud i vilde projekter for at samle dokumentation til sine artikler. Tidligere på året rejste han igennem Sahara sammen med en gruppe afrikanske indvandrere og skrev om de strabadser og ydmygelser, de måtte igennem dér før den farefulde tur over Middelhavet.
Lyt til artiklen
Læs videre for 1 kr.
Du er godt i gang – få adgang til hele artiklen, alt på politiken.dk og dagens e-avis i en måned for kun 1 kr. Ingen binding.
Bliv abonnent nuAllerede abonnent? Log ind
Indholdet fortsætter efter annoncen
Annonce
Indholdet fortsætter efter annoncen
Annonce
Klumme af Noa Redington
Kæmpestudie glæder professor: »Det er jo vanvittigt. Frygten for smerter fylder alt for meget«
Lyt til artiklenLæst op af Lars Igum Rasmussen
00:00
Ny lyd-app fra Politiken
Politiken Lyd er lavet til dig, der hellere vil lytte til nyhederne og journalistiske fortællinger i stedet for at læse dem.
Kronik af Knud Peder Jensen




























