Østrig truer med at blokere for Tyrkiet

Lyt til artiklen

Åbningen af forhandlinger om tyrkisk EU-medlemskab på mandag er kastet ud i uvished, efter at Østrig i dag blokerede vedtagelsen af forhandlingsbetingelserne. »Det lykkedes desværre ikke at få en aftale i dag. Vi må fortsætte anstrengelserne, bl.a. ved at indkalde et ekstraordinært udenrigsministermøde på søndag aften«, siger det britiske EU-formandskabs talsmand, Jonathan Allen, til Politiken. EU's stats- og regeringsledere har på to topmøder i træk - i december 2004 og juni 2005 - lovet tyrkerne, at forhandlingerne om optagelse kan begynde på mandag 3. oktober i Luxembourg. Beslutning udskudt til søndag nat Men efter den østrigske blokade er situationen nu den, at Tyrkiets udenrigsminister, Abdullah Gül, ikke før søndag nat vil vide, om der er nogen grund til at flyve til Luxembourg. »Vi kan jo ikke invitere manden, hvis vi ikke ved, om EU er parat til at åbne forhandlinger«, siger en centralt placeret diplomat. Østrig kræver mulighed for partnerskab Østrigerne insisterer på, at betingelserne for Tyrkiets forhandlinger skal ændres i sidste øjeblik, så det klart fremgår, at processen kan ende med et »privilegeret partnerskab« i stedet for medlemskab. Det har den tyrkiske regering for længst afvist som totalt uacceptabelt og en fornærmelse efter over 40 års tilnærmelse til det europæiske fællesskab. Urimeligt krav Alle de 24 andre EU-lande, Danmark inklusive, mener da også, at det østrigske krav er urimeligt på nuværende tidspunkt. »Både formandskabet og alle andre medlemslande har samme holdning: Vi kan ikke lave om på selve det grundlag for forhandlingerne, som Østrigs kansler selv har godkendt på to topmøder«, siger en diplomat. Ét EU-land er imidlertid nok til at forhindre åbning af forhandlinger på mandag, hvis Østrig er parat til at gå så vidt. Østrigs befolkning imod tyrkisk medlemskab Meningsmålinger har på det seneste vist, at hen ved 80 procent af den østrigske befolkning er imod tyrkisk EU-medlemskab. I denne weekend er der lokalvalg i Østrig, og til næste år følges det af et parlamentsvalg, hvor landets regeringskoalition af konservative og højreekstremister kan blive truet.

Læs videre for 1 kr.

Du er godt i gang – få adgang til hele artiklen, alt på politiken.dk og dagens e-avis i en måned for kun 1 kr. Ingen binding.

Bliv abonnent nu
Allerede abonnent? Log ind
Stopskilt_glad

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her