Den voldsomme tyfon Damrey, som af kinesiske eksperter betegnes som den værste i mere end to årtier, har medført omfattende ødelæggelser i flere asiatiske lande. I øjeblikket har den kurs mod Vietnam, hvor myndighederne kæmper for at få tusindvis af mennesker bragt i sikkerhed. Meteorologer melder, at den rammer det vietnamesiske fastland i morgen tidlig. »Vær beredt på kraftige oversvømmelser i lavtliggende egne og jordskred i bjergene«, advarer de vietnamesiske nyhedmedier. Alvorlige oversvømmelser I går bragede den i land på den kinesiske ø Hainan med en vindstyrke på 200 kilometer i timen, og den har allerede kostet mere end tyve mennesker livet. »Den primære trussel er de stærke vinde, men vi ved af erfaring fra tidligere år, at alvorlige oversvømmelser er en mulig konsekvens, hvis de stærke vinde fortsætter«, siger en kinesisk nødhjælpsarbejder ifølge CNN. 2.500 huse i øens største by Haikou blev ødelagt, store træer væltede, og el-ledninger blev kappet over. Tyfonen, som ifølge Hainans meteorologiske institut er den værste siden 1973, kan stadig føre til alvorlige oversvømmelser. Landbruget risikerer desuden at miste store mængder vigtige afgrøder som ris og gummi, siger eksperter til AP. Stadig ødelæggende 210.000 indbyggere er blevet evakueret fra Hainan, men seks øboere blev dræbt, da bygninger og træer styrtede sammen. Yderligere 18 mennesker omkom, da Damrey, som dengang bare var en tropisk storm, ramte Filippinerne i sidste uge. Tyfonvindenes styrke er aftaget i løbet af dagen, men ifølge BBC advarer eksperter om, at den formentlig stadig er ødelæggende, når den rammer Vietnam i løbet af natten. Titusindern af vietnamesere forbereder sig derfor på at forlade kystområderne i provinserne Thanh Hoa og Nghe An.
Lyt til artiklen
Læs videre for 1 kr.
Du er godt i gang – få adgang til hele artiklen, alt på politiken.dk og dagens e-avis i en måned for kun 1 kr. Ingen binding.
Bliv abonnent nuAllerede abonnent? Log ind
Indholdet fortsætter efter annoncen
Annonce
Indholdet fortsætter efter annoncen
Annonce



























