Storbritannien står last og brast med USA i Irak og vil ikke trække sine 8.500 soldater hjem foreløbigt. Dét fastslog den britiske premierminister Tony Blair på den årlige kongres i hans Labour-parti. Ubehagelige episoder Meldingen kommer efter en stribe ubehagelige episoder, hvor britiske soldater enten blev angrebet af irakere, eller selv tog voldsomme midler i brug overfor formodede terrorister i Sydirak. Senest blev britiske soldater overdænget med sten i byen Basra, efter at britiske soldater havde forsøgt at befri to kolleger fra et fængsel i byen. Irakernes fremtid Men trods uroen er der ingen britisk slinger i valsen: »Javist, flere hundrede irakere kastede sten mod britiske soldater i Basra. Javist, der er stadig tusindvis af terrorister i området omkring Bagdad. Og ja, uskyldige har mistet livet i kampene«, sagde Blair på kongressen, før han fastslog: »Men otte og en halv million irakere viste os, hvilken fremtid de ønsker, da de gik ud og stemte ved valget i januar. Og måden at forhindre at uskyldige dør, er ikke at trække sig tilbage og overlade disse menneskers skæbne i hænderne på religiøse fanatikere og Saddam Husseins tilhængere, men at beskytte deres ret til selv at vælge en regering på en demokratisk måde«, sagde Blair. Han fastslog også, at »Storbritannien fortsat vil være USA's stærkeste allierede«. Blair med visioner I sin tale på Labour-kongressen viste Tony Blair også, at han langt fra er tømt for politiske visioner, selv om han for længst har bebudet, at han ikke stiller op til en fjerde periode som premierminister. Finansminister Gordon Brown - der er udset til at være Blairs efterfølger - holdt sin tale i går på kongressen. Men Blair efterlod ingen tvivl om, at han fortsat er leder af Labour. »Verden er i bevægelse, forandringerne sker endnu hurtigere i dag end sidst i det 20. århundrede. Derfor må vi forandre os i samme takt«, fastslog Blair og understregede, at det gamle arbejderparti fortsat bør dominere midten af britisk politik frem for at søge tilbage på venstrefløjen.
Lyt til artiklen
Læs videre for 1 kr.
Du er godt i gang – få adgang til hele artiklen, alt på politiken.dk og dagens e-avis i en måned for kun 1 kr. Ingen binding.
Bliv abonnent nuAllerede abonnent? Log ind
Indholdet fortsætter efter annoncen
Annonce
Indholdet fortsætter efter annoncen
Annonce




























