Øen er opkaldt efter Robinson Crusoe, men den burde måske snarere have heddet Skatteøen. Mange års jagt på skatte fra den spanske kolonitid er tilsyneladende kulmineret i Chile, hvor en gruppe eventyrere netop har afsløret, at de har fundet omkring 600 tønder fulde af guldmønter og inkasmykker på øen langt ude i Stillehavet. »Den største skat i historien er fundet«, siger Fernando Uribe-Etxeverria fra det chilenske firma Wagner, der har stået i spidsen for skattejagten. Han anslår, at den nedgravede skat er 60 milliarder kroner værd. Strid om retten til skatten Der er straks opstået strid om retten til skatten. Skattejægerne hævder, at halvdelen af byttet tilfalder dem, og siger, at de vil give pengene til velgørenhed. Den chilenske regering siger til gengæld, at skattejægerne ikke har noget at give bort af. Der gættes også ivrigt på indholdet af fundet, der menes at være en af de store forsvundne skatte fra Spaniens udplyndring af Sydamerika. Chilenske aviser skriver, at skatten omfatter ti paveringe og originale guldskulpturer fra Inkariget. 15 meter nede Skatten ligger tilsyneladende 15 meter nede i jorden på Robinson Crusoe-øen, også kendt som Juan Fernandez-øen, der engang var beboet af den skotske sømand Alexander Selkirk. Eventyreren Selkirk inspirerede forfatteren Daniel Defoe til at skrive sin berømte fortælling om Robinson Crusoe. Selkirk blev sat af på øen, hvor han boede alene i fire år, inden han blev reddet. Hans utrolige skæbne gjorde øen kendt over hele verden. I århundreder har skattejægere finkæmmet øen for at finde de rigdomme, som den spanske sømand Juan Esteban Ubilla y Echeverria angiveligt begravede i 1715. Udlændinge er gennem årene strømmet til øen og har benyttet sig af alt fra gamle spanske skibsdokumenter til lokal arbejdskraft forsynet med spader og hakker. De lokale indbyggere på øen har efterhånden hørt så mange løgne fra skattejægere, at de vil se guldet, før de tror på det. Effektiv robot Men denne gang er der grund til at hæfte sig ved nyheden, ikke mindst på grund af det udstyr, skattejægerne har benyttet: en minirobot, der kan undersøge jorden ned til 50 meters dybde. Robotten, der kaldes Arturito, eller Lille Arthur, er udviklet af chilenere, og gennem det seneste år har den flere gange skabt overskrifter ved at løse nogle af landets største kriminalgåder. Først fandt robotten et større våbenlager tilhørende den højreorienterede sekt Colonia Dignidad. Sektens geværer og raketkastere var skjult 10 meter nede i jorden, og mens myndighederne havde ledt efter våbnene i flere år, tog det bare robotten et øjeblik at finde dem. Dernæst slog Arturito til i sagen om den forsvundne forretningsmand Jose Yuraszeck. Robotten analyserede jordbunden og fandt spor af menneskeknogler, hvorefter politiet kunne grave direkte ned til liget af Yuraszeck, der viste sig at være blevet myrdet.
Lyt til artiklen
Læs videre for 1 kr.
Du er godt i gang – få adgang til hele artiklen, alt på politiken.dk og dagens e-avis i en måned for kun 1 kr. Ingen binding.
Bliv abonnent nuAllerede abonnent? Log ind
Indholdet fortsætter efter annoncen
Annonce
Debatindlæg af Josefine Kaagaard
Indholdet fortsætter efter annoncen
Annonce




























