Polen klar til at opruste

Valgplakater i Polens hovedstad Warszawa. - Foto: AP
Valgplakater i Polens hovedstad Warszawa. - Foto: AP
Lyt til artiklen

»Søndag er det slut med komuchy«, siger en gammel polak med en dybt nedsættende glose for kommunister, der stammer fra deres tid ved magten. Yngre siger slut med postkommunisterne om det knusende nederlag for den regerende Venstrealliance, der har rødder i fortidens kommunistparti, som ventes ved parlamentsvalget i dag. Den sejrssikre højrefløj bebuder en ny »sand revolution«. Mere selvhævdende i EU Venstrealliancen har bragt Polen i EU, og både når det gælder EU og NATO, har skiftende regeringer ført en konsekvent vestvendt kurs trods larmende propaganda fra slagkraftige populistiske nationalister. Men også udenrigspolitisk kan ventes helt nye toner som en langt mere selvhævdende kurs i EU. Bronislaw Komorowski, udenrigspolitisk talsmand for Borgerplatformen, som ventes i den nye regerings førersæde, siger: »Vi er stærkt bekymrede for alliancen mellem Schröder og Putin, der tilsidesætter Polen bl.a. som transitland for russisk gas, senest med en gasledning under Østersøen. Vi kan intet godt vente fra Rusland, der styres af nostalgi over tabet af kontrol med os. Langt værre er, at Tyskland ved det, men går med på det for egen økonomis skyld. Vi frygter mere tysk-russisk fælles kurs, der aldrig har bragt noget godt for Polen eller det øvrige Europa«. Antityske følelser Borgerplatformen ønsker tæt samarbejde med Tyskland, mens dens allierede, Lov og Retfærdighed, spiller på traditionel folkelig skepsis efter de to store naboers historiske angreb på Polen. Komorowski fremmaner også det spøgelse, men tilhører den forventede vinderalliances mest moderate fløj. Som tidligere forsvarsminister bragte han Polen i NATO. »Efter opgøret med kommunismen sikrede vi tysk-polsk forsoning og neutraliserede antityske følelser i befolkningen. Det skal fortsætte«, siger Komorowski, men kræver fælles forsvars- og energipolitik i EU for at forhindre tysk enegang med Rusland. Venstrealliancen har »nok kritiseret Rusland og Tyskland, men i praksis været for eftergivende«, siger han. Og blandt vælgere lyder, at »man aldrig kan stole på tidligere kommunister«, så Venstrealliancen anklages for lyssky forbindelser med Moskva. Men blandt mange modsatrettede polske følelser er, at præsident Aleksander Kwasniewski, topfunktionær i kommunistpartiet, er både meget populær og internationalt respekteret. »Venstrealliancen har også været for overivrig med at vise sit proamerikanske sindelag. Vi har altid været proamerikanske, så vi har intet at skulle bevise, men vil markant ændre forholdet til USA. Det er slut med betingelsesløs støtte til USA. Vi vil samarbejde tæt, men på betingelser«. Ud af Irak Beslutningen om at trække de sidste polske styrker tilbage fra Irak inden årets udgang vil den nye regering formentlig fastholde, ifølge Komorowski. Hvilke betingelser stiller I til USA?

»Primært to. Mere støtte til udvikling af Polens hær og inddragelse i USA's dispositioner, der kan involvere polske soldater, samt over for vore naboer«. Borgerplatformen bifalder præsident George W. Bushs demokratiseringskrav til Rusland, men »nogle i hans administration tenderer fortsat til at give Rusland forrang i tidligere sovjetrepublikker«. Den nye regering vil kræve en ende på det fra USA og EU, og at bekymringen for Ruslands »autoritære udvikling viser sig i fælles indsats imod det« og øget støtte til Ukraine og andre tidligere sovjetrepublikker mellem Polen og Rusland. Borgerplatformen vil vise »meget større polsk selvbevidsthed, men samtidig arbejde for de bedst mulige relationer til vore store naboer mod øst og vest«. Hvordan det kan forenes med koalitionspartneren Lov og Retfærdigheds hidtil skingre udenrigspolitiske toner, står tilbage at se. Og to ekstremistiske nationalistiske partier ventes at få en femtedel af stemmerne. »Vi får en yderst besværlig opposition, også i udenrigspolitikken«, siger Bronislaw Komorowski.

Læs videre for 1 kr.

Du er godt i gang – få adgang til hele artiklen, alt på politiken.dk og dagens e-avis i en måned for kun 1 kr. Ingen binding.

Bliv abonnent nu
Allerede abonnent? Log ind
Stopskilt_glad

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her