Ti dage i undervandsbolig

På dette officielle foto gør Stefano Bararesi (tv.) og Stefania Mensa sig ifølge arrangørerne klar til at vende tilbage til landjorden efter ti dage med otte meter vand over hovedet.   Foto: AP
På dette officielle foto gør Stefano Bararesi (tv.) og Stefania Mensa sig ifølge arrangørerne klar til at vende tilbage til landjorden efter ti dage med otte meter vand over hovedet. Foto: AP
Lyt til artiklen

Et italiensk kærestepar har netop banet vejen for, at menneskeheden kan flytte ned under vandet, hvis husprisernes himmelflugt fortsætter. Parret har i ikke færre end ti dage boet i en 18 kvadratmeter stor 'bolig' på bunden af havet ud for øen Ponza lidt syd for Rom. Så vidt vides har ingen mennesker før opholdt sig så længe under vand. I den forgangne weekend dukkede de to dykkere op af vandet efter 240 timer, og selv om de så lidt forvirrede ud, bedyrede de over for den fremmødte verdenspresse, at det skam var helt sjovt at bo dernede. Ikke lumsk »Jeg vil gerne bidrage til at aflive myten om, at havet er frygtindgydende. Havet er ikke lumsk, men tværtimod en gave af skønhed«, lød det poetisk fra den netop genopstandne 37-årige romer Stefano Barbaresi. Hans lille havfrue, både i forsøget og i livet, er den 29-årige Stefania Mensa, der kommer fra kystbyen Orbetello i Toscana. Tre dage før afslutningen var projektet dog ved at gå galt. Stefano var tæt på at kollapse, fordi han - ha ha - blev ramt af dehydrering. Men straks blev han lukket ind i den nedsænkede tørre kabine, hvor parret hver sjette time spiste, gik på toilettet og blev undersøgt af eksperterne. Her fik han et væskedrop i armen og genvandt hurtigt sin ansigtskulør. Sov med sengen over sig Selv om de to forsøgsfisk har haft tv-skærm og plast-indpakkede dagblade til deres adspredelse, har det ikke været den rene luksusferie at bo otte meter under vandet. For eksempel var nætterne ikke det store sus. Dykkerne sov omvendt i forhold til normal sengeopstilling, idet de havde sengen 'over' sig. »Luften, som de pumpede ind i vores dragter, pressede os opad mod sengen, som til gengæld holdt os nede. Vi kunne godt ligge udstrakt, men vi sov aldrig mere end fire timer pr. nat på grund af kulden og tanken om, at der kunne ske noget uforudset«, fortæller Stefano. Også Stefania nævner kulden som det største minus ved det våde eventyr. »Jeg vil slet ikke tænke på, hvor meget jeg har frosset. I dagtimerne brugte jeg meget tid på kondicyklen for at holde varmen«, fortæller hun. Seks måneders træning De to dykkere havde på forhånd trænet i seks måneder, og under forsøget er de blevet fulgt af et hold på 30 eksperter, der har tjekket, undersøgt og overvåget. De indsamlede resultater vil nu blive brugt til at forske i, hvad undervandsbeboelse gør ved menneskekroppen. Hele projektet har kostet den nette sum af 2,8 mio. kroner, der er blevet betalt af sponsorer. Arrangørerne pønser allerede på at gøre undervandsbeboelse til et nyt reality show, som skal sende Big Brother til tælling. Første afsnit kommer efter planen om et års tid.

Læs videre for 1 kr.

Du er godt i gang – få adgang til hele artiklen, alt på politiken.dk og dagens e-avis i en måned for kun 1 kr. Ingen binding.

Bliv abonnent nu
Allerede abonnent? Log ind
Stopskilt_glad

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her