Den tyske farvelade går ikke op

Lyt til artiklen

Selv en Angela Merkel med rastahår og et reggaekor af kristelige demokrater i spraglet tøj får ikke De Grønne til at danne regering med de 'sorte' kristelige demokrater og de liberale 'gule' fra FDP. Så kategorisk afviser en af De Grønnes absolutte stjerner, advokaten Hans-Christian Ströbele, flere kristelig-demokratiske og liberale politikeres tanker om en såkaldt Jamaicakoalition bestående af de tre partier, hvis farver svarer til Jamaicas flag. Koalition Ströbele, der konsekvent optræder med rødt tørklæde og enten på eller ved siden af sin cykel, bruger i disse dage megen tid på at skyde de kristelige demokraters eneste håb om en regeringsdannelse uden socialdemokratisk deltagelse ned. »Det hænger ikke indholdsmæssigt sammen. Det vil ikke være en Jamaicakoalition, men en Bermudatrekant. Der vil De Grønne forsvinde helt«, gentager han nærmest time efter time. De Grønnes venstrefløj For der er bud efter Hans-Christian Ströbele. Den ældre, sportsligt udseende advokat med det store grå hår og den trofaste cykel vandt søndag for anden gang i træk et kredsmandat i Berlin, der ellers er totalt domineret af Socialdemokratiet og Venstrepartiet/PDS. Ströbele tilhører den store venstrefløj hos De Grønne, og i hans valghovedkvarter i bydelen Kreuzberg-Friedrichhain - Berlins Nørrebro med en blanding af indvandrere og unge i Kreuzberg og mange arbejdere i Friedrichhain - afviser medarbejderne ethvert samarbejde med de borgerlige. Joschka Fischer vil dog af taktiske grunde gerne tale med partiets nye bejlere. Men han tror ikke på et samarbejde, og partiets næstkommanderende, Claudia Roth, peger på, at helt fundamentale spørgsmål adskiller De Grønne og de borgerlige. »De borgerlige overser helt menneskers behov for social sikkerhed. CDU tabte valget, fordi de helt ignorerede det«, siger den tidligere grønne miljøminister i Nordrhein-Westphalen Bärbel Höhn. Ren liberalisme Hans-Christian Ströbeles 70'er-inspirerede valgplakater og den mildt sagt afslappede stemning i valglokalet står i skarp modstrid til stilen hos de liberale, der sammen med Venstrepartiet/PDS som de eneste fik markant fremgang ved valget. FDP-chef Guido Westerwelle har i valgkampen ikke lagt skjul på, at reformer af tysk økonomi for ham betyder et arbejdsmarked med et minimum af sikring for de ansatte. Med sit ultraliberalistiske program tiltrak FDP vælgere, der ønsker klare linjer, og han afviste kategorisk enhver form for samarbejde med socialdemokraterne i en såkaldt trafiklyskoalition bestående af socialdemokrater, liberale og grønne. Bestyrtelse i hovedkvarteret Målet var regeringssamarbejde med de kristelige demokrater, og bag jubelråbene over det gode valgresultat med næsten 10 pct. af stemmerne var der også bestyrtelse i partihovedkvarteret søndag aften. Alligevel siger De Grønne ja til samtaler med de kristelige og de liberale. Tiden skal gå frem til Forbundsdagens samling og valget af en ny kansler 18. oktober, og ved at acceptere en dialog viser De Grønne vælgerne, at de er et vigtigt parti.

Læs videre for 1 kr.

Du er godt i gang – få adgang til hele artiklen, alt på politiken.dk og dagens e-avis i en måned for kun 1 kr. Ingen binding.

Bliv abonnent nu
Allerede abonnent? Log ind
Stopskilt_glad

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her