Mange af sovjetstatens stifter Vladimir Lenins ideer er aldrig blevet ført ud i virkeligheden, men hans toiletprognose er ved at blive det, om end kun delvist. Konkret er det hans løfte fra 1921 om, at der vil komme tider, når folket vil sidde på wc-kummer af guld. Det kan nu lade sig gøre for en del russere. I hvert fald på nogle af Moskvas fine restauranter og cafeer, som forsøger at overgå hinanden på toiletniveauet og udstyrer de små rum med stadig mere luksus. Forgyldte wc-brætter er på mode lige som læderbeklædte vægge og bløde tæpper på gulvet. Dagbladet New York Times' korrespondent har besøgt nogle af stederne og fremhæver blandt andet Cafe Freud. Her kan man forrette sin nødtørft på et kloset, hvis dør er udført i farvet glas med billeder af nøgne kvinder og mænd. Fuglesang Undertegnede mindes en cafe i Moskvas overklasseforstad Barvikha, hvor man på wc spillede bånd med fuglesang, og hvor papiret var lyserødt hos damerne og lyseblåt hos herrerne. Begge steder var det stærkt parfumeret. Uforglemmeligt var også et besøg hos en nyrig familie, en popsangerinde og en cd-udgiver, hvis wc-kumme med en indlagt guldstribe var håndlavet i Italien. Stort set alting i det næsten 1.000 kvadratmeter store hus var importeret. Kun mandens gevær, en Kalasjnikov, var russisk. Analt stadium Wc-trenden i dagens Rusland er så påfaldende, at eksperter har kommenteret den, blandt andre psykoanalytikeren Jelena Basjenova, som underviser på Moskvas universitet og har været designkonsulent for Cafe Freud. »I psyko-seksuel udvikling befinder vores land sig nu i et analt stadium. Den orale fase er overstået - restauranterne serverer allerede mad fra hele verden. I den anale fase lægges enorm vægt på, at toiletterne skal være meget smukke. Forklaringen? En psykisk skade hos et barn kan i voksen alder udvikle sig til en neurose«, siger Basjenova til New York Times. Filminstruktør Andrej Kontjalovskij, som bor i Moskva efter mange år i Hollywood, forklarer trenden med russernes komplekser: »De rige russere, som for 10-15 år siden ikke kendte noget til fine vilkår, markerer deres forhold til penge ved hjælp af ekstravagante toiletter eller vin til 1.000 dollar flasken«, siger Kontjalovskij, som i sin tid ville stifte 'Partiet for Rene Offentlige Toiletter', og som har skrevet en 400 sider stor bog om russisk toilettradition. Men gyldne toiletter er trods alt stadig en sjældenhed. Sidste år havde over 40 millioner mennesker, dvs. næsten en tredjedel af befolkningen, ikke engang rindende vand i deres boliger.
Lyt til artiklen
Læs videre for 1 kr.
Du er godt i gang – få adgang til hele artiklen, alt på politiken.dk og dagens e-avis i en måned for kun 1 kr. Ingen binding.
Bliv abonnent nuAllerede abonnent? Log ind
Indholdet fortsætter efter annoncen
Annonce
ANALYSE
Indholdet fortsætter efter annoncen
Annonce




























