Den svenske udenrigsminister Anna Lindhs drabsmand, Mijailo Mijailovic, gik i nat amok på den lukkede, retspsykiatriske klinik i Sundsvall og mishandlede en medfange med et jernrør, skriver flere svenske aviser. Episoden fandt sted ved tre-tiden i nat. Det stærkt blødende 60-årige medfange blev straks overført til akutafdelingen på sygehuset, hvor han blev hasteopereret for kvæstelser i hovedet. Den 60-årige er ikke i livsfare. Tilfældigt offer Ifølge chefen for den retpsykiatriske afdeling var det helt tilfældigt, at det var den 60-årige, Mijailovic' vrede angik. Personalet skred ind og overmandede Mijailovic få sekunder efter, overfaldet havde fundet sted. Mijailovic blev for to uger siden overført til den topsikrede afdeling på den psykiatriske klinik, fordi han havde haft et nervøst sammenbrud i fængslet. Rædsel Årsagen til raseriudbruddet i nat skal have været en artikel i en lokalavis om våbensmugling til klinikken i Sundsvall. Lindhs drabsmand følte angiveligt, at artiklen var rettet mod ham. »Han blev bange. Han så sig selv som et mål. Og det udløste hans rædsel«, siger chefoverlæge Erik Söderberg fra klinikken til den svenske avis Aftonbladet. Artiklens oplysninger har vist sig at være fejlagtige. Det, der var tale om, var, at en indespærret person havde forsøgt at bestikke en ansat til at smugle narko ind på klinikken. På livstid Højesteret stadfæstede i december dommen på fængsel på livstid for drabet på udenrigsminister Anna Lindh. Hun blev 10. september 2003 stukket ned i varehuset NK i den centrale del af Stockholm og døde dagen efter af sine kvæstelser. To uger senere blev Mijailovic anholdt og sigtet for drabet, som han tilstod tre måneder senere.
Lyt til artiklen
Læs videre for 1 kr.
Du er godt i gang – få adgang til hele artiklen, alt på politiken.dk og dagens e-avis i en måned for kun 1 kr. Ingen binding.
Bliv abonnent nuAllerede abonnent? Log ind
Indholdet fortsætter efter annoncen
Annonce
Indholdet fortsætter efter annoncen
Annonce




























