Lej en bryllupsgæst

Lyt til artiklen

Et ordentligt bryllup i den indiske delstat Rajasthan er ikke en forkølet historie med brudeparrets forældre og søskende og en håndfuld andre nære slægtninge og venner. Til et virkelig vellykket bryllup hører et hav af gæster. Problemet er bare, at de traditionelle storfamilier er i opbrud, og folk er ligesom andre steder i verden blevet mere individualistiske og fortravlede. Da M.I. Syed for nylig var inviteret til bryllup hos en god ven, som skulle giftes med en kvinde fra en lavere kaste, skete det, alle brudepar frygter: Brudgommens familie billigede ikke brylluppet, og der kom kun fem gæster. Det gav Syed ideen til agenturet Best Guest Center, som udlejer bryllupsgæster. »Jeg tænkte, at hvis vi bare kunne få nogle flere mennesker med, ville det blive en morsom fest, og min ven ville blive glad«, siger agenturets grundlægger til BBC News. Gæster giver prestige Syed har cirka 70 bryllupsgæster i sin stald. De kan møde op i traditionelt indisk tøj eller i modetøj fra Vesten, hvis man foretrækker det. Og forretningen går strygende, fortæller han. »Hvis der kommer en masse gæster til ens bryllup, tror folk, at man er mere indflydelsesrig og har mere prestige i samfundet«, siger han. »Sommetider har folk ikke råd til at rejse, eller også har de ikke tid. Så er det, at vi kommer ind i billedet«. Syed er en omhyggelig mand, og hans gæster bliver klædt godt på til et bryllup. De får rigeligt med baggrundsinformationer om brudeparret og deres familier, og de tilbringer nogle dage sammen med familien, så de får en fornemmelse for miljøet. »Jeg har leveret gæster til ti bryllupper, og ingen af dem er hidtil faldet igennem«, siger han. Agenturet tilbyder gæster i tre prisklasser. Nogle er studerende, andre selvstændige erhvervsdrivende, for eksempel læger. Prisen for at leje bryllupsgæster afhænger af, hvilken 'kategori' man ønsker, og hvor velklædte gæsterne skal være. Den dyreste kategori, der i alt koster 83 kroner at leje, beskrives som belevne, høje og velklædte gæster med lys hud.

Læs videre for 1 kr.

Du er godt i gang – få adgang til hele artiklen, alt på politiken.dk og dagens e-avis i en måned for kun 1 kr. Ingen binding.

Bliv abonnent nu
Allerede abonnent? Log ind
Stopskilt_glad

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her