Irakiske oprørere vælger blodig bannerfører

Lyt til artiklen

Flere af Iraks mere moderate oprørere tilslutter sig nu al-Qaeda-gruppen i Irak, ledet af den jordanskfødte Abu Musab al-Zarqawi, for at styrke angrebene mod landets shiamuslimer. Det vil gøre opgaven med at bekæmpe oprøret næsten uløseligt, vurderer en ekspert. Styrkede bånd Den seneste tid er flere af båndene mellem de forskellige sunni-fundamentalistiske oprørsgrupper i Bagdad og al-Zarqawis gruppe blevet styrket, men i særdeleshed har mange af de ellers sekulære oprørere, de tidligere medlemmer af det regerende Baath-parti, valgt at tilslutte sig al-Qaeda-lederen. »Der er flere og troværdige oplysninger om, at et betydeligt antal tidligere Baath-medlemmer - folk fra militæret, partiet og efterretningstjenesten, der længe har opereret selvstændigt - nu har valgt, ikke blot at samarbejde, men helt at tilslutte sig al-Zarqawis gruppe«, siger Amatzia Baram, professor i Mellemøstens historie med speciale i Irak ved Haifas Universitet, til Politiken. Tidligere på ugen citerede den engelske avis The Times en højtstående anonym kilde i den amerikanske efterretningstjeneste for, at flere oprørsgrupper tilslutter sig al-Zarqawis gruppe. »Vi har god grund til at tro, at al-Zarqawi har fået kommandoen over grupper i Bagdad, som har været nødsaget til at slutte sig til ham for at kunne overleve«, fortalte kilden. Totalkrig Al-Zarqawi er Iraks mest eftersøgte mand, og hans gruppe er dén med flest blodige selvmordsbombeaktioner på samvittigheden. Angrebene er som regel rettet mod irakiske og amerikanske soldater og andre, der arbejder for den irakiske regering, men værst er det gået ud over landets shiamuslimer, som han så sent som i onsdags erklærede »totalkrig«. Baath-oprørerne og de ekstremistiske oprørsgrupper tilhører begge Iraks sunnimuslimske minoritet, hvis tidligere indflydelse nu er overtaget af shiamuslimerne. Sammensmeltning af oprørsgrupperne vil gøre opgaven med at bekæmpe oprørerne i landet mere barsk og uløselig, advarer Amatzia Baram. 'Uforsonlig og kompromisløs' »Zarqawis gruppe er uforsonlig. Og den er i modsætning til nogle af de andre oprørsgrupper kompromisløs i sin ekstreme islamfortolkning og med målet om at forvandle Irak til et Taleban-samfund. De tidligere Baath-medlemmer kunne man forhandle med ved at tilbyde dem betydningsfulde stillinger i statsapparatet som erstatning for dem, de mistede som følge af krigen«. »Den mulighed går tabt nu, og det bekymrer mig«, siger professor Amatzia Baram. Militærløsning Ifølge ham er det en revolution for de sekulære oprørsmedlemmer at tilslutte sig al-Zarqawis gruppe på grund af den radikale puritanske salafist-livsstil, som han påbyder sine medlemmer at følge. »Og hvis de er gået med til en så markant livsstilsændring, så betyder det, at de er nået frem til den konklusion, at de ikke har nogen reel chance for at vinde den sunnimuslimske opbakning, hvis de kæmper separat. Så de har ledt efter et samlende sunnimuslimsk banner og fundet det hos al-Zarqawi«. »Det efterlader næsten udelukkende en militærløsning på oprørsproblemet«.

Læs videre for 1 kr.

Du er godt i gang – få adgang til hele artiklen, alt på politiken.dk og dagens e-avis i en måned for kun 1 kr. Ingen binding.

Bliv abonnent nu
Allerede abonnent? Log ind
Stopskilt_glad

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her