Den britiske premierminister Tony Blair har fortalt Robert Murdoch, at BBC´s dækning af orkanen Katrina har været »fuld af had og skadefryd rettet mod USA«. Den australske mediekonge Rupert Murdoch har røbet detaljerne fra den private samtale med Blair under en mediekonference i USA. Blair er tavs Ifølge Murdoch har Tony Blair været rystet over BBC´s måde at rapportere fra katastrofeområdet. »Tony Blair... fortalte mig i går, at han var i Delhi sidste uge, hvor han tændte for BBC for at se, hvad der skete i New Orleans. Han sagde, at den (kanalen, red) var fuld af had mod USA«, sagde ejeren af medieselskabet News Corporation ifølge The Independent. Tony Blair har ikke udtalt sig om sagen. Det har oppositionen til gengæld. »Hvis det er Tony Blairs syn på BBC´s dækning, burde han sige det til BBC, og ikke til chefen for konkurrenterne«, siger Theresa May, der er konservativ talsmand for kulturområdet. BBC: Saglig dækning BBC oplyser, at dækningen af orkanen Katrina er blevet dækket »sagligt og præcist«. Det er ikke første gang, at den britiske premierminister og den britiske statsradiofoni er på kant med hinanden. I sagen om den britiske våbenekspert David Kelly kritiserede BBC Tony Blairs Labour-regering for bevidst at fordreje oplysningerne om Iraks våbenbeholdning inden krigsudbruddet i 2003. Sagen førte til en storstilet undersøgelse og en rapport, der der i nogle kredse blev betegnet som hvidvask, gav regeringen ret og førte til den daværende generaldirektør for BBC´s Greg Dykes afsked. Han siger til The Independent, at udtalelsen fra Rupert Murdoch afslører et »fascinerende indblik« i forholdet mellem Murdoch og Blair: »Det kommer måske ikke som den store overraskelse, at premierministeren forsøger at behage Murdoch, men det kommer som et chok, at han går så langt«. Rupert Murdoch ejer aviserne The Sun, The Times, News of the World og Sky Television i Storbritannien. Clinton: Intet faktuelt forkert Bill Clinton var vært ved mediekonferencen i USA. Han siger ifølge BBC, at han har set indslaget, som Blair har kritiseret. Han siger, at »der ikke var noget faktuelt forkert«, men at det »næsten kun« kritiserede Bush-regeringens håndtering af krisen.
Lyt til artiklen
Læs videre for 1 kr.
Du er godt i gang – få adgang til hele artiklen, alt på politiken.dk og dagens e-avis i en måned for kun 1 kr. Ingen binding.
Bliv abonnent nuAllerede abonnent? Log ind
Indholdet fortsætter efter annoncen
Annonce
Indholdet fortsætter efter annoncen
Annonce




























