Den irakiske præsident Jalal Talabani siger, at 50.000 amerikanske tropper kan forlade Irak ved årsskiftet. Det svarer til, at USA skulle trække mere end 35 procent af sine styrker ud af landet. Årsagen er, at den irakiske præsident mener, at landets egne styrker kan overtage ansvaret for sikkerheden. »Vi mener, at USA har ret til at flytte nogle styrker fra Irak til deres eget land, fordi vi mener, at vi kan erstatte dem med vores egne styrker«, siger Talabani ifølge den amerikanske avis Washington Post. Stadig uro i Irak Udmeldingen står i skarp kontrast til, at 10.000 amerikanske og irakiske soldater netop har afsluttet en stor offensiv i den nordirakiske by Tal Afar for at vriste kontrollen med området ud af hænderne på oprørere. Og til morgen var der igen rapporter om eksplosioner i det centrale Bagdad. Ifølge nyhedsbureauet AP blev flere regeringsbygninger og udenlandske ambassader ramt. USA ingen planer om tilbagetrækning Udmeldingen står også i grel kontrast til, hvad USA's præsident George W. Bush har sagt. Bush har trods stigende kritik af krige i Irak omhyggeligt undgået at sætte dato på, hvornår han vil trække tropperne hjem. Og det amerikanske forsvarsministerium har endda fremlagt planer om at øge styrken op til afstemningen om Iraks ny forfatning den 15 oktober. Ifølge kilder ved Det Hvide Hus er Bushs strategi at vente med at komme med udmeldinger om troppetilbagetrækninger til efter forfatningsvalget og valget til parlamentet i december, skriver Washington Post. Problemer for Bush Præsident Talabanis udtalelse kan derfor godt skabe problemer for Bush. Hvis årsskiftet kommer og ingen tropper er vendt hjem, vil kritikere i USA spørge, hvordan det kan være, når nu den irakiske præsident siger, at det er muligt. Talabani siger i øvrigt, at han vi drøfte antallet af tropper, der skal trækkes tilbage i enrum med Bush. 60.000 irakiske sikkerhedsstyrker Men han præciserer også at Irak har 60.000 sikkerhedsstyrker og vil være oppe på 100.000 mand ved årsskiftet. Mod Talabanis optimisme taler, at præsidenten er kurder, og at kurderne er den befolkningsgruppe, der er tættest på at kunne holde fred i deres provinser. USA har i alt 140.000 tropper i Irak.
Lyt til artiklen
Læs videre for 1 kr.
Du er godt i gang – få adgang til hele artiklen, alt på politiken.dk og dagens e-avis i en måned for kun 1 kr. Ingen binding.
Bliv abonnent nuAllerede abonnent? Log ind
Indholdet fortsætter efter annoncen
Annonce
Seriemorderen har været sadistisk snedig og ombragt ofre, ingen vil savne

Kronik af Michelle Skov Karantonis
Schack'erne er ude af Folketinget efter sammenlagt 40 år: »Det er jo et tab af et formål og en retning«
Lyt til artiklenLæst op af Morten Skærbæk
00:00
Den danske pizzaslice-hovedstad har fået sin egen digtersoldat
Indholdet fortsætter efter annoncen
Annonce



























