For at forene børn og forældre, der blev adskilt midt i den hektiske og desperate evakueringsoperation i dagene efter orkanen Katrina, har myndigheder og organisationer valgt at inddrage internettet. På National Center for Missing and Exploited Children's hjemmeside kan man nu se billeder af nogle af de børn, der blev evakueret uden deres forældre. Billederne er slået op i håb om, at børnene bliver genkendt og genforenet med deres forældre. Billederne på hjemmesiden følges af sparsomme informationer som navn, alder og oprindelsessted. Indtil videre har centret udelukkende registreret børn fra Louisiana. Ifølge centret har forældre til 220 børn ringet ind og meldt deres børn savnet efter orkanen. Men foreløbig har centret kun billeder af 20 børn, der efterlyser deres forældre. 100.000 efterlyses Men flere vil blive føjet til i løbet af de kommende dage, eftersom 100 børn er blevet transporteret til et nødherberg i Corpus Christi i Texas, hvor de vil blive fotograferet med henblik på at blive lagt ud på hjemmesiden, oplyser de sociale myndigheder. For de forældre, der leder efter deres børn, men som efter omstændighederne ikke har adgang til internettet har myndighederne oprettet et telefonnummer, som de kan efterlyse børnene igennem. Igennem en anden hjemmeside, oprettet af det amerikanske Røde Kors, kan både voksne, børn og familiemedlemmer, efterlyse pårørende fra de orkanramte områder. Op mod 100.000 personer efterlyses alene på denne hjemmeside. Ud over efterlysning tilbyder Røde Kors' hjemmeside også overlevende indbyggere at blive registreret, for at give pårørende vished om deres situation. Kæmpe lighuse National Center for Missing and Exploited Children samarbejder ligeledes med nødhjælpsarbejderne på de forskellige modtagecentre i nabostaterne og har derigennem genforenet adskillige familier. Men eftersom myndighederne forventer, at dødstallet skal opgøres i tusinder, er der stor risiko for, at flere af de eftersøgte børn og forældre aldrig bliver genforenet. Til at håndtere mængden af døde har myndighederne i Louisiana ombygget et af byen St. Gabriels kæmpe pakhuse til et lighus. Derudover er der indkaldt flere kølevogne til samme formål. Kæmpelighuset er udstyret, så det kan rumme flere tusinde lig og bliver bemandet med bedemænd, patologer og retsmedicinere, der skal identificere de mange lig, der vil blive bragt ind i løbet af de kommende dage. Lig bliver behandlet som individer Foreløbig har redningsarbejdere koncentreret deres indsats omkring evakuering af overlevende fra området. Når de er stødt på lig, har proceduren været at binde dem til vejskilte eller lysmaster, så de ikke flyder væk. Ifølge talsmanden for Louisianas katastrofeberedskab, Bob Johannessen, vil man gøre alt for at behandle ligene som individer. »Vores mål er at gøre, hvad vi kan under de givne omstændigheder for at behandle hvert lig med så megen respekt og værdighed som overhovedet muligt«, siger han.
Lyt til artiklen
Læs videre for 1 kr.
Du er godt i gang – få adgang til hele artiklen, alt på politiken.dk og dagens e-avis i en måned for kun 1 kr. Ingen binding.
Bliv abonnent nuAllerede abonnent? Log ind
Indholdet fortsætter efter annoncen
Annonce
Indholdet fortsætter efter annoncen
Annonce



























