Stilheden sænker sig over New Orleans

Stilheden sænker sig over spøgelsesbyen New Orleans, mens byen tømmes for overlevende. - Foto: AP
Stilheden sænker sig over spøgelsesbyen New Orleans, mens byen tømmes for overlevende. - Foto: AP
Lyt til artiklen

En sælsom stilhed har sænket sig over de før så livsglade gader i musikbyen New Orleans, mens de sidste overlevende efter orkanen Katrina evakueres. Sent i aftes blev de sidste 300 flygtninge evakueret ud af hallen Superdome, hvor 20.000 indbyggere søgte tilflugt, da orkanen ramte mandag og fik vandstanden til at stige drastisk. I flere dage ventede de nødstedte på hjælp, mens lovløsheden herskede i og omkring hallen. Øjenvidner kan berette om blodige overfald, selvmord og voldtægter i Superdome, før Nationalgarden og store politistyrker blev sat ind fredag. Stadig håb om overlevende Siden er evakueringen af de flere end 42.000 flygtninge forløbet efter planen. Det andet store forsamlingssted i byen - Kongrescentret - er ligeledes stort set tømt, og tilbage venter nu kun mindre lommer af isolerede borgere, der stadig er fanget af vandmasserne. På grund af ufremkommelige veje vil det dog tage flere dage at evakuere hele byen, men brigadegeneral Mark Graham er optimistisk med henblik på at finde overlevende i byen: »Der er helt sikkert folk i lejligheder og hoteller, som vi ikke vidste, havde overlevet«, siger han til AP. 54.000 soldater og nationalgardister er i området for at gennemsøge området og genoprette lov og orden. Lig i gaderne Når de sidste overlevende er evakueret venter et uhyggeligt arbejde med at indsamle de mange lig, der flyder i gaderne og ligger skjult i huse og under ruinerne i den sønderknuste by. Stanken af lig hænger tungt over området - fremskyndet af den bagende sol og de høje temperaturer. Endnu er dødstallet uvist, men der tales om mellem 1.000 og helt op til 10.000 dræbte. Paven beder for ofrene Adskillige lande har tilbud USA katastrofehjælp - og nu har tragedien også nået Vatikanet, hvor Paven brugte sin søndagsmesse på at bede for ofrene: »I disse dage føler vi alle smerten fra katastrofen i kølvandet på orkanen i USA«, sagde Pave Benedikt XVI. »Jeg vil bede for de omkomne og deres efterladte, for de sårede uden tag over hovedet, for de syge, børnene, de ældre, og jeg velsigner de, der kæmper med den svære rednings- og genopbygningsoperation«, erklærede Paven.

Læs videre for 1 kr.

Du er godt i gang – få adgang til hele artiklen, alt på politiken.dk og dagens e-avis i en måned for kun 1 kr. Ingen binding.

Bliv abonnent nu
Allerede abonnent? Log ind
Stopskilt_glad

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her