Der var ingen, der kendte ret meget til ham. Han var en sort mand med kortklippet hår, der så ud til at være i fyrrerne. Han bar en venskabsring fra sin skoleklasse. Han havde opholdt sig i kongrescenteret i fire dage, ligesom tusinder af andre. Ramt af politibil Fredag aften slog det klik for ham - mens andre forsøgte at få noget søvn på det brandvarme fortov, begyndte han at mumle for sig selv og gik rundt og sparkede til nogle affaldsbunker. Han råbte noget om sin kone, der var meldt savnet. Lige før midnat kom en politibil fræsende ned ad vejen foran kongrescenteret, og herfra er der modstridende forklaringer om, hvad der skete. Nogle siger, at han selv gjorde en ende på det hele - at han med vilje løb ud foran bilen. Andre siger, at han forsøgte at praje politibilen for at få hjælp, da den ramte ham. Atter andre siger, at han havde en pistol, og at han enten blev skudt eller kørt ned. 'Som et dyr' Det ligger fast, at han døde ude på kørebanen, og at hans blod løb over mod kantstenen og størknede under en dynge maste juicekartoner og skidne bleer. Han lå der stadig lørdag eftermiddag, og han ligger der sandsynligvis endnu. »Lige hvor han faldt. Som et dyr, der er blevet kørt ihjel«, siger 35-årige Larry Martin, der også har søgt tilflugt i kongrescenteret. Indtil nu har myndighederne og den amerikanske befolkning koncentreret sig om de overlevende. Men efterhånden som New Orleans i de kommende dage bliver tømt for levende indbyggere, vil byen nå et skæringspunkt, hvor der formentlig vil være flere døde end levende i byen. Og ingen ved, hvad der skal ske med ligene. Tragisk situation Nogle redningsarbejdere kom i lørdags trillende forbi med en båre, men de stoppede ikke op ved den døde mand. De var på vej for at hente en ældre kvinde, der blødte fra sit højre ben, og som ikke havde rejst sig fra sin stol i tre dage. Helikopteren hang i luften over kongrescentret og var klar til at transportere hende til et hospital. »Jeg ved godt, at det er en tragisk situation«, siger Miles Watts fra redningstjenesten i New Orleans. »Men vi bliver nødt til at bjærge de levende først. Vi må tage os af de døde senere«. Myndighederne er først lige begyndt på en plan for, hvad der skal ske med ligene. Borgmester C. Ray Nagin siger til pressen, at man er i gang med at konstruere store kølevogne, der skal fungere som mobile lighuse. Borgmesteren, der tidligere har sagt, at dødstallet kan nå op på flere tusinde, erkender dog, at det kan vise sig umuligt at finde plads til at begrave ligene - de bliver muligvis kremeret alle sammen. De døde ikke farlige Ubegravede lig udgør ikke nogen væsentlig risiko for spredning af smitsomme sygdomme, siger eksperterne. For det første er ofrene for orkanen ikke døde af sygdom, og derfor indeholder de sandsynligvis ikke farlige smitsomme stoffer. Smitsomme organismer overlever desuden ikke længe i lig, siger epidemiologen Oliver Morgan fra London School of Hygiene and Tropical Medicine. »Efter den slags store katastrofer, hvor der er mange omkomne, forsøger man som regel i al hast at skaffe sig af med de døde, og der opstår skrækhistorier om truende epidemier«, siger dr. Morgan. »Men smittefaren kommer i virkeligheden fra de overlevende«. Umulig opgave Redningsfolk, der leder efter overlevende i loftsrum og på hustage, har fået besked på at binde ligene fast til lygtepæle, så man kan hente dem senere. Lighuset i New Orleans ligger, eller lå, i kælderen under domhuset i byens centrum. Nu skvulper vandet hen over trappen til hovedindgangen. Frank Marullo, en dommer, der arbejder i bygningen, fortæller, at de 47 døde, som lå i lighuset før orkanen, nu ligger og flyder oppe ved loftet. »Loven siger, at embedslægerne skal fastslå dødsårsagen for alle de omkomne«, siger han. »Det bliver nok umuligt«. Oversættelse: Tonny Pedersen