Politi: Dødsbrand i Paris var påsat

14 mennesker mistede livet ved branden i Hay-les-Roses. - Foto: AP
14 mennesker mistede livet ved branden i Hay-les-Roses. - Foto: AP
Lyt til artiklen

Mindst 14 mennesker mistede livet og langt flere blev såret, da et flammehav natten til søndag indhyllede et 18-etagers socialt boligbyggeri i den sydlige pariserforstad Hay-les-Roses. Tabstallet forventes ifølge myndighederne at stige, da flere af de såredes tilstand betegnes som »kritisk«. Mange af ofrene døde af røgforgiftning. Mindst tre af de omkomne var børn. Brand var påsat Den voldsomme brand, der opstod i husets trappetårn tidligt søndag, var ifølge politiet påsat. Tre piger på 16-18 år blev allerede søndag anholdt, efter at vidner havde udpeget dem over for politiet. Det er den tredje større dødbringende brand i den franske hovedstad på mindre end to uger. 26. august omkom 17 mennesker, da en ramponeret bygning i Paris' 13. arrondissement gik i brand, og blot fire dage senere døde syv personer i endnu en brand i en ældre og nedslidt bygning i det centrale Marais-kvarter. Stort set alle de omkomne var mindrebemidlede afrikanske indvandrere. 15. april mistede 24 livet, da et hotel, der bruges til at huse afrikanske boligsøgende, udbrændte fuldstændig. Kummerlige forhold Brandene satte fokus på de ofte utilgiveligt kummerlige forhold, som landets indvandrere tvinges til at leve under. Og selv om den seneste brand fandt sted i et socialt boligbyggeri fra 1970'erne, som blev renoveret for nylig, sætter den alligevel et uhyggeligt udråbstegn bag en demonstration i Paris lørdag eftermiddag, hvor tusindvis protesterede mod de usle boliger, der udgør en daglig sikkerhedsrisiko især for de mest uformuende franskmænd. 100.000 på venteliste Alene i Paris venter over 100.000 på en egnet bolig, og imens hutler de sig sammen i alt for små, uhumske lejligheder, der bliver deciderede brandfælder. Til dette tal skal lægges skønsmæssigt 400.000 ulovlige indvandrere, som på grund af manglende opholdstilladelser ryger helt uden for det sociale systems boliganvisning. Umiddelbart efter branden i 13. arrondissement lovede indenrigsminister Nicolas Sarkozy at udpege og bedre alle de boliger, der udgør en brandfare, bl.a. på grund af at lejlighederne proppes med for mange beboere. Boligspørgsmål emne i valgkamp Men den forhenværende viceboligminister i den tidligere socialistiske regering, Noëlle Linnemann, undrede sig i Le Monde over Sarkozys udtalelse, idet hun påpegede, at en nylig undersøgelse havde klassificeret 400.000 franske boliger som »saneringsmodne«. Men måske kan valgkalenderen hjælpe til at sætte fart i processen: Der er præsidentvalg i begyndelsen af 2007, og en nylig meningsmåling fra Sofres viser ifølge dagbladet Libération, at over en tredjedel af vælgerne opfatter boligspørgsmål som et af de afgørende emner i den næste valgkamp.

Læs videre for 1 kr.

Du er godt i gang – få adgang til hele artiklen, alt på politiken.dk og dagens e-avis i en måned for kun 1 kr. Ingen binding.

Bliv abonnent nu
Allerede abonnent? Log ind
Stopskilt_glad

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her