Mubarak på vej mod genvalg i Egypten

Tilhængere af den førende oppositionspolitiker Ayman Nour på Befrielsespladsen i går.   Foto: Amr Nabil
Tilhængere af den førende oppositionspolitiker Ayman Nour på Befrielsespladsen i går. Foto: Amr Nabil
Lyt til artiklen

De egyptiske præsidentkandidater holdt søndag deres afsluttende valgmøder forud for onsdagens valg - det første af sin art i den arabiske verdens folkerigeste land. Nu er der helle på gaden og i æteren, mens egypterne venter på det, der allerede nu anses for givet: genvalget af præsident Hosni Mubarak. Den 77-årige præsident er storfavorit. De ni udfordrere har ikke kunnet markere sig tydeligt nok over for den erfarne Mubarak, der har siddet på posten i 24 år. Mubarak er mæt Men skønt mange vil stemme på Mubarak, er det ikke nødvendigvis, fordi de mener, han er en bedre kandidat. »Jeg stemmer på præsidenten. Han har haft så mange år til at tage, hvad han vil, så han er mæt. Hvis der kommer en ny præsident, skal han først til at tage for sig nu«, siger Hisham, en 34-årig elektriker fra et af Kairos fattige kvarterer. Det er en bemærkning, man kan høre ofte i Egypten, hvor tilliden til politikerne generelt kan ligge på et lille sted. De er vant til historier om grådighed og korruption, og skønt de færreste har lyst til at lægge navn til, går præsidenten sjældent ram forbi. Forventer valgsvindel Samtidig er forventningen om valgsvindel stor. Egyptens to største dommerforeninger i Kairo og Alexandria truede efter en pinagtig folkeafstemning i foråret med at boykotte valget, fordi de ikke troede på, at det ville blive frit. Det ville give præsidenten et stort problem med legitimiteten, fordi dommerne ifølge forfatningen skal være bisiddere. Men fredag fortalte formanden for Kairos dommerforening, at dommerne vil medvirke. Samtidig advarede han i klare vendinger præsidenten for valgkommissionen - som flere gange er kritiseret for at være Mubaraks mand - mod at fuske. For så kan det gå som i Ukraine i december, hvor valgsvindel udløste en 'orange revolution', der bragte oppositionen til magten. »Gud forbyde en ukrainsk model. Hvis valget går som under folkeafstemningen, så vil præsidentposten være i fare«, sagde formanden, Zakariya Abdel Aziz, i en tale til dommerforeningen. Den orange farve Han er ikke den eneste, der husker valget i Ukraine. Det gælder også den vigtigste af Mubaraks udfordrere, den 41-årige advokat Ayman Nour, der har valgt orange som sin politiske farve. Han holdt sent lørdag aften sit sidste store valgmøde på Kairos største plads, Befrielsespladsen, foran det største symbol på Egyptens bureaukrati og politiske træghed, det gigantiske indenrigsministerium. Ayman Nour gentog sit budskab om politisk frihed og en kun toårig valgperiode, der skal bruges til at skrive en ny og mere demokratisk forfatning, mens hans tilhængere hujede og viftede med de orange bannere. Intens valgkamp Trods skønhedspletter har den tre uger lange kampagne dog været vigtig for Egypten, uanset resultatet. Da det er første gang, egypterne kan vælge mellem flere kandidater, har der denne gang været intens diskussion af de egyptiske forhold og den arbejdsløshed og fattigdom, hovedparten af de 76 millioner indbyggere lever i. Mubarak selv har været meget mere aktiv med at love flere arbejdspladser. Og valgmøder som Nours, hvor præsidenten bliver direkte kritiseret, havde været utænkelige for blot få år siden.

Læs videre for 1 kr.

Du er godt i gang – få adgang til hele artiklen, alt på politiken.dk og dagens e-avis i en måned for kun 1 kr. Ingen binding.

Bliv abonnent nu
Allerede abonnent? Log ind
Stopskilt_glad

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her