Det var ikke udtryk for en reformering af den strenge buddhistiske munkelærdom, der fordrer beskedenhed og cølibat, da en gruppe buddhistiske munke tørnede sammen i et blodigt masseslagsmål. Derimod handlede episoden om to unge munke i oplæringsfasen, der før deres indtræden i munkeordnen var forelsket i samme kvinde. De to lærlinge-munke, der tilhører forskellige munkeklostre, stødte på hinanden på et marked i Nakhon Ratchasima provinsen i Thailand, hvor det udviklede sig til et slagsmål mellem de to. Lærlingene blev adskilt og vendte tilbage til hver deres kloster. Bevæbnede med macheter Men i stedet for at lade det blive ved det, samlede den ene af munkene en mindre hær bestående af ni lærlinge og tre udlærte munke bevæbnede med macheter, og aflagde det andet kloster et besøg. Adskillige munke blev sårede under sammenstødene én alvorligt. Ifølge politiet risikerer alle involverede op til to års fængsel, hvis de bliver dømt. »Jeg vil opfordre deres overhoved til at fratage dem munketitlen, før jeg sigter dem i dag«, siger politichef Cheewin Kasilkam ifølge Skynews' hjemmeside.
Kvinde skyld i munke-slagsmål
Lyt til artiklen