Menneskeaber er tæt på udslettelse

De store menneskeaber som for eksempel gorillaen er jaget vildt. - Foto: AP
De store menneskeaber som for eksempel gorillaen er jaget vildt. - Foto: AP
Lyt til artiklen

Om 50 år kan der være færre end 250 vildtlevende Sumatra-orangutanger tilbage. Deres levesteder forsvinder, og ødelæggelserne fra tsunamien i Asien har accelereret udryddelsen af dem. Også den østlige og vestlige gorilla, chimpansen, bonoboen samt Borneo-orangutangen er under pres. Det fremgår af det første verdensatlas over de store aber, som FN s miljøprogram (UNEP) netop har udgivet. Ifølge FN er der tale om den hidtil mest omfattende samling af viden om de store aber, der nogensinde er udgivet. Mange trusler Truslerne mod de store aber er mange: Fattigdom, befolkningseksplosion og skovhugst, jagt og den blomstrende handel med 'bushmeat', sygdomme og klimaændringer. Der er brug for koordineret, international handling, siger UNEP s direktør, den tidligere tyske miljøminister Klaus Töpfer. »Vi har pligt til at redde vore nærmeste levende slægtninge som en del af vores bredere ansvar for at bevare de økosystemer, de bor i«, siger Töpfer. FN-atlasset gennemgår de 23 stater, hvor de vilde aber lever. De er alle blandt verdens fattigste lande. I de 16 lande er gennemsnitsindkomsten pr. indbygger under 800 dollar om året (4800 kroner). Omfattende salg af abeunger Mere end et dusin lokaliteter i Afrika fra Cameroun til Den Demokratiske Republik Congo er udpeget som prioriterede kerneområder for gorillaer og chimpanser, og flere ventes at komme til i de kommende år. Miljøgrupper har appelleret til verdenssamfundet om at skaffe 180 millioner kroner til en femårsplan i et forsøg på at redde de mest truede store aber i Afrika. Handel med bushmeat, herunder kød fra de store aber, er et voksende problem, hvortil kommer salget af forældreløse abeunger til udlændinge, som vil 'redde dem'. Ofte dræbes hele flokke af voksne aber for at fange en unge, der kan sælges. I Centralafrika indbringer en død chimpanse eller gorilla mellem 120 og 150 kroner, oplyser UNEP. I fare for at uddø I Asien vil orangutangen miste næsten halvdelen af sine levesteder i løbet af de næste fem år på grund af minedrift, tømmerhugst og menneskelig indtrængen på deres enemærker, forudsiger redaktørerne af atlasset, Julian Caldecott og Lera Miles. »Inden for én generation vil vi kunne se arter blive reduceret så meget, at de ikke længere kan overleve i naturen på længere sigt«, siger de ifølge nyhedsbureauet Reuters. Ian Singleton, som er videnskabelig leder af bevaringsprogrammet for orangutanger på Sumatra, ser også sort på fremtiden. »Om 50 år forventes kun 7 af de nuværende 13 bestande af orangutanger stadig at eksistere. Af dem vil de 6 bestå af færre end 20 individer«, siger han. Ud over alle de menneskelige aktiviteter, der truer med at udrydde de store aber, bidrager også sygdomme som ebola, der fremkalder voldsomme blødninger, til at fremskynde deres uddøen.

Læs videre for 1 kr.

Du er godt i gang – få adgang til hele artiklen, alt på politiken.dk og dagens e-avis i en måned for kun 1 kr. Ingen binding.

Bliv abonnent nu
Allerede abonnent? Log ind
Stopskilt_glad

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her