Den 77-årige rock 'n' roll-kunstner Fats Domino var blandt de tusinder af indbyggere i New Orleans, der mandag blev reddet fra vandmasserne i forbindelse med orkanen Katrinas hærgen, oplyser hans datter fredag til den amerikanske fjernsynsstation CNN. I går opstod der forlydender i amerikanske medier om, at Fats Domino ikke havde givet livstegn fra sig siden søndag, da han i en telefonsamtale med sin manager, Al Embry, sagde, at han havde i sinde at blive i sit hjem i New Orleans og 'ride stormen af'. Hjulpet ud på båd Sent i aftes identificerede Karen Domino White, der bor i New Jersey, imidlertid sin far på et foto taget af en pressefotograf fra avisen New Orleans Times-Picayune. På billedet ses Fats Domino blive hjulpet fra en båd efter at være blevet reddet fra sit hjem i New Orleans 9. distrikt, der er et af de områder i byen, der blev værst ramt af oversvømmelserne. Det er dog uklart, hvad der siden skete med Fats Domino.
Fats Domino reddet i New Orleans
Lyt til artiklen