En giftig cocktail af tungmetaller, kemikalier, kloakvand, olie og pesticider skyller lige nu gennem New Orleans og vandvejene i Louisiana og andre amerikanske delstater ved Den Mexicanske Golf. Det siger miljøeksperter og oceanografer, der overvåger situationen i Mississippi-flodens afvandingsområde efter orkanen Katrina. Kræftvejen Det fulde omfang af forureningen vil først fremgå, når de 140 petrokemiske anlæg, der opererer på den 130 km lange strækning langs floden fra Baton Rouge til New Orleans, får mulighed for at vurdere skaderne på deres udstyr. »Vi vidste, at det her ville ske en dag, men vi havde ikke forudset omfanget«, siger Greg Stone fra Louisiana State University. Strækningen, hvor olieraffinaderier og kemiske fabrikker ligger på stribe, kaldes i daglig tale Kræftvejen, og den har en lang og kedelig historie, når det gælder luft- og vandforurening. »Sidste år anrettede orkanen Ivan store skader på olie- og gasanlæg og på rørledningerne«, siger Greg Stone: »Der er ingen grund til at tro, at det skulle være mindre alvorligt denne gang. Risikoen for en alvorlig forurening er særdeles høj«. 'En rigtig heksebryg' »Det er en stærkt giftig blanding, der skabes - en rigtig heksebryg«, siger David Helvarg, direktør for vandmiljøorganisationen Blue Frontier i Louisiana. »Vi ved, at olieanlæggene er stærkt beskadigede, og at kloaksystemet er ramt af omfattende ødelæggelser. Vi kan se, at der er kulbrinter og benzin overalt. Man kan se regnbuerne i vandet. Dertil kommer kemikalier fra husholdningerne og store mængder sprøjtegift og kunstgødning fra landbruget«. De lokale myndigheder og olieselskaberne forsøger at dæmpe frygten for en forureningskatastrofe. »Det er ikke den værste situation, vi kunne have forestillet os«, siger John Pardue, direktør for forskningscentret for vandressourcer ved Louisiana State University. Mange fabrikker ramt Forureningen ville have været endnu værre, fortæller han, hvis orkanen havde presset vandet hen over digerne syd og øst for byen, så det havde ødelagt de kemiske fabrikker. Det ville have »slået hul i store lagertanke og sendt store mængder stærkt giftigt materiale ud i vandet. Så vidt vi ved, er det ikke sket«. Næsten alle 140 kemiske fabrikker mellem New Orleans og Baton Rouge er ramt af større eller mindre ødelæggelser. »Vi har ikke kendskab til, at der skulle være sket nogen forurening, men det er endnu for tidligt at sige«, sagde en talskvinde for Shell i London fredag. Men myndighederne i Louisiana lader forstå, at industrianlæggene ikke kan undgå at forurene vandet. »Vores undersøgelser viser, at en masse af lagertankene ikke var boltet fast; der vil være en masse meget flygtige stoffer på vandoverfladen«, siger Ivor van Heerden, vicedirektør for orkancentret ved Louisiana State University. Dødt område Allerede før orkanen var Mississippi en af verdens mest forurenede floder, og den afvander næsten 40 procent af USA's landmasse. Udslippet af næringsstoffer fra gødning og sprøjtegifte giver iltsvind og skaber verdens største 'døde' område ud for Louisianas kyst. »Det største problem bliver drikkevandsforsyningen«, siger Alan Decho fra University of South Carolina. Samtidig har chefen for det amerikanske miljøstyrelse, Stephen Johnson, meddelt, at man over hele USA vil slække på miljøkravene til benzin frem til 15. september for at imødegå brændstofmanglen. Oversættelse: Tonny Pedersen
Lyt til artiklen
Læs videre for 1 kr.
Du er godt i gang – få adgang til hele artiklen, alt på politiken.dk og dagens e-avis i en måned for kun 1 kr. Ingen binding.
Bliv abonnent nuAllerede abonnent? Log ind
Indholdet fortsætter efter annoncen
Annonce
Indholdet fortsætter efter annoncen
Annonce




























