Bush blander sig i Iraks forfatning

En kvinde i Basra i Irak passerer en plakat, som omtaler kvinders rettigheder i den nye forfatning. - Foto: AP
En kvinde i Basra i Irak passerer en plakat, som omtaler kvinders rettigheder i den nye forfatning. - Foto: AP
Lyt til artiklen

Den sidste udgave af den ny irakiske forfatning har endnu ikke set dagens lys. Der foregår en voldsom magtkamp mellem shiiter, sunnier og kurdere for at få lov at sætte væsentlige fingeraftryk på dokumentet. Den foreløbige taber i spillet er sunnierne, der truer med borgerkrig, hvis ikke de får lov at ændre et par væsentlige passager i forfatningen, før den vedtages. Bush tog telefonen Men hverken borgerkrig eller et opsplittet Irak er det, som USA er gået i krig for. Så den amerikanske præsident George W. Bush tog onsdag ifølge nyhedsbureauet AP telefonen og ringede til en af Iraks shiitiske ledere for at sætte skub i forhandlingerne. Den amerikanske leder opfordrer Abdul Aziz al-Hakim til at komme sunnierne i møde på to punkter i den foreløbige forfatning: Føderalismen og Saddam Husseins gamle parti. Måske har samtalen haft en vis indflydelse, for shiiterne har i dag fremlagt et nyt sidste forslag til forfatning, som sunnierne nu tager stilling til. Bange for føderal stat Sunnierne har været mest utilfredse med, at den foreslåede forfatning vil gøre Irak til en føderation af stater. Det er især kurderne ivrige efter, fordi de er glade for det selvstyre, de i praksis har haft siden 1991. Sunnierne frygter, at det betyder en opsplitning af landet. Præsident Bush har angiveligt i telefonsamtalen med Abdul Aziz al-Hakim også bedt shiiterne om at lempe på den passus i forfatningen, hvor tidligere medlemmer af Saddam Husseins gamle, sunni-dominerede Baath-parti bliver forment adgang til regeringsposter og det politiske liv. Lang vej endnu Forfatningen har endnu lang vej. Udkastet skal til en folkeafstemning i oktober, og den er så sindrigt indrettet, at de to store mindretal, sunnier og kurdere, begge kan nedlægge veto. Hvis tre provinser stemmer nej med store flertal, falder forfatningen - og kurderne sidder netop på tre og sunnierne på fire af de 18 provinser.

Læs videre for 1 kr.

Du er godt i gang – få adgang til hele artiklen, alt på politiken.dk og dagens e-avis i en måned for kun 1 kr. Ingen binding.

Bliv abonnent nu
Allerede abonnent? Log ind
Stopskilt_glad

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her