Disney anklages for tragedie i Asien

Flere af de kinesiske fabrikker, der leverer varer og udstyr til Disney-imperiet, udsætter medarbejderne for ekstremt ringe arbejdsvilkår, hedder det i ny rapport. - Foto: AP
Flere af de kinesiske fabrikker, der leverer varer og udstyr til Disney-imperiet, udsætter medarbejderne for ekstremt ringe arbejdsvilkår, hedder det i ny rapport. - Foto: AP
Lyt til artiklen

Disney, det legendariske amerikanske underholdningsimperium, forsøger sig i disse år med en offensiv i Østasien, hvor klodens hurtigst voksende middelklasse bliver rigere for hver måned og forståeligt nok ønsker at forkæle børn og barnlige sjæle med alt det, som Disney-universet blev kendt for i det 20. århundrede i Vesten. Men det er ikke for alle, at mødet med Disney bliver et eventyr. Ringe arbejdsvilkår Anders And og Mickey Mouse smiler og ler, men bag facaden lurer ofte et mareridt. Det handler om ulønnet overarbejde, lave lønninger og dårlig sikkerhed. Flere af de kinesiske fabrikker, der leverer varer og udstyr til Disney-imperiet, bliver i en netop udsendt rapport, udarbejdet af en gruppe uafhængige kinesiske akademikere, klandret for dårlige arbejdsvilkår. Nyt Disneyland Der er mindre end en måned til, at et nyt Disneyland i den sydkinesiske metropol Hongkong åbner. Der er desuden et Disneyland i Tokyo, så Disney har nu to forlystelsesparker i Østasien. Fornøjeligt ser det ud, men historien er fyldt med drama og sociale tragedier. Hongkong er økonomisk langt mere udviklet end det øvrige Kina, og den tidligere britiske koloni har haft en forfatningsmæssig særstatus siden tilbageleveringen til Kina for otte år siden. Men historien om Disneys etablering i Hongkong viser, at mange kinesiske arbejdere ikke nyder fordel af den højere levestandard i Hongkong og dets naboområder. Produktion flyttet Den højere velstand i Perleflodsdeltaet betyder ikke automatisk, at ansatte har vilkår og lønninger, der er bedre end på det kinesiske fastland. Heller ikke i Hongkongs naboregion Shenzhen, som på få år er blevet en blomstrende industriby med megafabrikker, fordi mange Hongkong-virksomheder har flyttet produktionen til Shenzhen. Rapporten er udarbejdet af bl.a. National Labour Committee, som er en uafhængig menneskeretsorganisation. Forfatterne har bl.a. interviewet 120 ansatte på fem virksomheder i byerne Shenzhen, Zhongshan og Dongguan, der alle grænser op til Hongkong. Ifølge rapporten er det et trykkeri, Hung Hing Printing, som har områdets rekord for arbejdsulykker, i flere tilfælde med dødelig udgang. Afskårne fingre og ødelagte håndflader Hung Hing producerer bøger og blade med Disney-tegneserier. Fire til fem ulykker om ugen er normalt. De ansatte får skåret fingre over af maskinerne og ødelagt deres håndflader. Men arbejdsgiverne anmelder ikke ulykkerne til forsikringsselskabet for at undgå en stigning i forsikringspræmien. Arbejderne må derfor nøjes med lette forbindinger. De, der søger behandling, tvinges til selv at skulle betale hospitalsregningerne, fremgår det af undersøgelsen. Fabriksarbejderne lider også under kvælende varme i fabrikshallerne, og mange besvimer under arbejdet. Barselsorlov er ikkeeksisterende. Overarbejde De ansatte er tvunget til at opfylde bestemte produktionsmål, ellers mister de deres betaling, siger rapporten. En 19-årig arbejder på Lam Sun plastikfabrikken i Dongguan fortæller, at han ofte havde arbejdsdage på godt 20 timer. Hans arbejde gik ud på at sy hoved på Mickey Mouse, selve symbolet på Disneyland. Han fik ingen ekstra betaling for overarbejdet. Han ville sige op, men holdt sig i lang tid tilbage, fordi ved opsigelse tilbageholder arbejdsgiver en hel månedsløn. Til sidst tog han alligevel tilbage til sin hjemby. De fire trykkerier, som leverer til Disneyland, aflønner sine ansatte, med hvad der svarer til kun to kroner i timen, selv om den lovbestemte mindsteløn er betydeligt højere. Lokalmyndighederne har fastsat en øvre grænse for overarbejde på 100 timer, men de ansatte tvinges til at overarbejde derudover. Loft over arbejdstiden Ifølge Disneys egne retningslinjer må ansatte hos underleverandørerne ikke arbejde mere end 48 timer om ugen eller have mere end 12 timers ugentligt overarbejde. Alle underleverandørerne afviser kritikken og siger, at de ikke har omgået eksisterende bestemmelser. Disneylands talskvinde, Alannah Goss, siger: »Vi tager disse anklager meget alvorligt. Vi kender intet til, at der skulle foregå uregelmæssigheder, men vi vil undersøge det nøje«. Undersøgelse Disneys ledelse har bedt Verité, en uafhængig non-profit organisation, der arbejder med sociale spørgsmål, om at gennemgå anklagerne. Kritikerne synes dog, at Disney burde have været på mærkerne tidligere. »Så havde de fået nys om uregelmæssighederne på et tidligere tidspunkt», siger Billy Hung Fan-keung, talsmand for organisationen 'Student and Scholars against Corporate Misbehaviour' til avisen The Standard i Hongkong. Krav om offentliggørelse Billy Hung synes, at Disney burde offentliggøre navnene på alle sine underleverandører i Kina, ligesom den amerikanske skogigant Nike er begyndt på efter flere års kritik fra medier og forskellige aktivistgrupper. På denne måde vil forbrugerne også kunne skabe sig en mening om arbejdsforholdene. Han nævner som eksempel desuden det tyske sportsfirma Adidas, som udgiver årsrapporter, hvori blandt andet nævnes antallet af arbejdsskader blandt underleverandørernes ansatte. Selskabet har endda offentliggjort navnene på de fabrikker, som har brudt arbejdsmiljøloven.

Læs videre for 1 kr.

Du er godt i gang – få adgang til hele artiklen, alt på politiken.dk og dagens e-avis i en måned for kun 1 kr. Ingen binding.

Bliv abonnent nu
Allerede abonnent? Log ind
Stopskilt_glad

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her