Afghanske kvinder fører valgkamp

Lyt til artiklen

Den røde læbestift og mørke øjenskygge mangler ikke. Tværtimod. Et fint lag sminke dækker de mange ansigter, der er omkranset af farvestrålende tørklæder. Kvinderne sidder ned på tæpper under et sejl, der skygger for den brændende sol i en villahave i hovedstaden Kabul i Afghanistan. De udgør omkring halvdelen af de godt 100 afghanske valgobservatører, der denne dag bliver undervist i, hvordan de skal overvåge valgstederne 18. september, hvor der er valg til parlament og provinsråd. Demokrati et fremmedord Demokrati, stemmesedler og kandidater er nemlig stadig fremmedord i et land, der i mange år har været regeret på skift af krigsherrer, fundamentalister eller partidiktatorer. Deres eneste erfaring med et frit valg var præsidentvalget sidste år. Men nu er der langt mere at holde styr på. Omkring 5.800 kandidater er opstillet, og derfor bliver observatørerne nøje instrueret i, hvordan de holder øje med, at ingen vælgere snyder og stemmer flere gange på samme kandidat. Nemt at kradse af For at undgå fusk bliver vælgernes fingre mærket med blæk, som ikke kan fjernes før efter lang tid, forklarer en herre i mørk jakke, der tegner og skriver på en planche foran forsamlingen. De ellers alvorlige og opmærksomme kvinder og mænd begynder at grine. Alle ved nemlig, at ved sidste præsidentvalg blev der snydt med blækket, fordi det var nemt at kradse det væk - og stemme igen. Selv den seriøse underviser kan ikke lade være med at smile. Men så rækker han afværgende hænderne i vejret for at stoppe den muntre forsamling. »Nej, det er en særlig holdbar farve. Blækket holder mindst en måned«, insisterer han. Konstollør af rene fingre Det får en mand i forsamlingen til at udbryde: »Man kan da bare komme vaseline på fingeren, så er det nemt at fjerne farven«. Hele forsamlingen flækker af grin. Sikken en ide. Hvad vil manden i den mørke jakke svare på det? Jo, en kontrollør ved valgstedet har udelukkende til opgave at sikre, at fingeren er helt ren, svarer han triumferende. I dette mandsdominerede samfund er det en stor overraskelse, at der er så mange kvinder, der melder sig som observatører - eller som kandidater. Pladser reserveret til kvinder Kvinderne udgør omkring 10 procent af samtlige kandidater, og de har på forhånd fået reserveret et antal pladser i provinsråd og parlament. Alene til parlamentet skal kvinder mindst besætte 68 ud af 249 pladser. Selv til provinsrådene er der flere steder så mange kvinder opstillet, at der er kampvalg om de reserverede pladser. Mænd bestemmer alt En af de kvindelige kandidater til provinsrådet i Kabul er 27-årige Kamela Saifi, som er studerende på byens universitet. »Vi lever i et land, hvor mænd bestemmer alt. Det her er begyndelsen på en lang kamp. I en by som Kabul kan kvinder få en uddannelse og arbejde, men mange steder ude i landet er det ikke muligt«, siger hun. Ordene falder hurtigt og bestemt. Hænderne understreger hver én pointe. Og de mørke øjne er alvorlige. Hjælp til kvinder Hun fortæller, at hendes platform er at hjælpe kvinder, tjene Allah og arbejde for folket. Kamela er dog også i gang med at udarbejde et mere præcist politisk program. Men hvad det indeholder, vil hun først afsløre, når valgkampagnen for alvor går i gang til september. Hun føler sig ikke truet, selv om hun selv i slutningen af 1990'erne måtte flygte fra de fundamentalistiske talebanere, som dengang var ved magten i Afghanistan - og som nu prøver at ødelægge valget. Som kvinde er hun særlig udsat. »Jeg har ikke følt mig truet. Her i Kabul er der sikkert. De afghanske styrker passer godt på os«, siger Kamela og tilføjer: »Vi skal tjene Allah, men Taleban viste en dårlig side af islam. Og jeg håber, at de aldrig vender tilbage«. Valgprocessen - en succes Hjælpeorganisationen National Democratic Institute arrangerer kurser for kandidater og observatører. Lederen af kontoret i Kabul, Kit Spence, kalder valgprocessen en succes: »Det er lykkedes at reducere spændingerne. Også mellem de forskellige grupper, der er repræsenteret. Vi har ikke følt os truet. Vi underviser kandidaterne og blander os ikke i deres budskab. Ligegyldig om de er fundamentalister, mujahediner eller kommunister«. Imponeret Den overordnede FN-leder af valget, danske Peter Erben, er imponeret over de mange kvinder, der stiller op til valget. Han mener, at de reserverede pladser til kvinder har en stor betydning: »Det er et vigtigt instrument til at gøre op med de konservative traditioner i et land som Afghanistan. På den måde undgår kvinderne at konkurrere med mændene, der så heller ikke føler, at kvinderne er en trussel«.

Læs videre for 1 kr.

Du er godt i gang – få adgang til hele artiklen, alt på politiken.dk og dagens e-avis i en måned for kun 1 kr. Ingen binding.

Bliv abonnent nu
Allerede abonnent? Log ind
Stopskilt_glad

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her