Omkring 2.000 mennesker protesterede imod højreekstremisme, da de deltog i en 'demokratiets dag' i Wunsiedel. Den lille bayerske by har hvert år været valfartsted for nynazister fra hele Europa omkring Hitlers stedfortræder Rudolf Hess' dødsdag den 17. august, fordi Hess er begravet i sin fars hjemby. Men onsdag stadfæstede den tyske forfatningsdomstol et forbud mod nynazisternes planlagte mindemarch med henvisning til, at demonstrationsloven i foråret blev skærpet. 30 nynazister, der lørdag var på vej til Wunsiedel, blev af politiet sendt retur. Samtidig blev nynazistiske marcher forbudt i de østtyske byer Halle og Magdeburg, fordi myndighederne havde fået tip om, at de skulle tjene som erstatning for den årlige mindemarch i Wunsiedel. Til gengæld fik omkring 100 tilhængere af det højreekstremistiske parti NPD lov til at demonstrere i Nürnberg.
2.000 protesterer i bayersk by mod Hess-hyldest
Lyt til artiklen