Cypriotisk politi gennemførte i aftes en razzia mod flyselskabet Helios Airways' kontorer i hovedstaden Nicosia. »Efter beskyldninger fremsat af ministeren for offentlige arbejder og politiledelsen, har den offentlige anklager givet tilladelser til ransagninger af flyselskabet Helios' kontorer for at indsamle dokumenter og andre beviser, som kan blive nyttige i en mulig kriminalsag«, sagde politiets talsmand, Marios Karoyan ifølge Reuters. Helios Airways er det første privatejede flyselskab i Cypern og har charterruter til Athen, flere græske øer, Dublin, Sofia, Warszawa, Prag, Strasbourg og flere britiske byer. Flyvende ligkiste Helios' rutefly HCY 522 mellem Larnaca på Cypern og Prag var med en græsk politimands ord en flyvende ligkiste, da det søndag middag styrtede ned i et uvejsomt terræn kun 40 km fra Athen. Hovedparten af de 121 passagerer og besætningsmedlemmer var frosset ihjel, inden flyet ramte jorden, viser de første obduktioner. I aftes oplyste det græske undersøgelseshold, at mindst seks af de ombordværende var i live, da flyet blev knust mod en klippe. »Vi har foretaget ligsyn på seks af de omkomne. Vores konklusion er, at de trak vejret og at deres blodomløb fungerede til det sidste«, sagde den ledende ligsynsmand, Fillippos Koutsaftis, ifølge nyhedsbureauet AP. Lig bar iltmasker Flere af de stivfrosne lig var forkullede som en følge af den brand, der opstod ved styrtet tæt ved en landsby, hvis beboere var de første vidner til de frygtelige scener ved vraget. »Jeg så mange lig, der var spredt rundt omkring. De bar alle iltmasker. Haleroret var slået af, og de øvrige dele af flyet rullede ned ad en skrænt«, fortalte en af landsbyboerne til Reuters. Spørgsmålstegn ved vedligeholdelsen af fly Oplysningerne om passagerernes og besætningens lidelser førte i går til yderligere vrede og sorg i Cypern, hvor mange sætter spørgsmålstegn ved vedligeholdelsen af det styrtede fly. To gange sidste år havde det samme fly problemer, da passagerer på en flyvning fra Warszawa til Larnaca fik åndedrætsproblemer. Tre personer blev indlagt på hospitalet, og flere af passagererne var som »bedøvede«, oplyste vidner den gang. Men repræsentanter for selskabet, Helios Airways fra Cypern, understregede i går, at flyet havde gennemgået alle obligatoriske sikkerhedstjek, men valgte alligevel at holde sine øvrige fly på jorden i går. Nu forestår grundige undersøgelser af vragdelene for at løse gåden om flystyrtet. Branden har delvist ødelagt den ene af de to såkaldte sorte bokse, der registrerer alle samtaler i cockpittet og andre data under flyvningen. Bevidstløse piloter Hele forløbet af den forekommer mere og mere mystisk, selv om de græske og cypriotiske myndigheder fortsat mener, at årsagen var et pludseligt tab af lufttrykket i Boeing-flyets kabine, hvilket fundene af ligene med iltmasker tyder på. Iltmanglen gjorde piloterne bevidstløse, og flyet fortsatte på automatpiloten uden ilt, til det styrtede ned ved byen Marathon i Grækenland, lød de græske myndigheders teori i går. Samtidig var der ekstreme kuldegrader i kabinen som følge af et defekt aircondition-system. Meget stemmer ikke Men der er meget, som ikke stemmer, vurderer flere internationale eksperter. Det står fast, at de to piloter var bevidstløse ved indflyvningen til Grækenland. For piloterne på to græske F-16-kampfly, som blev sendt op for at kontrollere flyet, da de ikke besvarede radiokontakten fra flykontrollen i Athen, så to personer i cockpittet, som forsøgte at overtage kontrollen med flyet, oplyste en græsk regeringstalsmand i går. »Andenpiloten sad foroverbøjet, muligvis bevidstløs, mens førstepiloten ikke befandt sig i sit sæde«. Det styrker teorien om iltsvigt. Men ifølge den franske havariekspert Francois Grangier vil et pludseligt fald i lufttrykket ikke betyde, at piloterne mister bevidstheden øjeblikkeligt. De har tid til at bringe flyet ned i en højde, hvor de kan reagere normalt, mener han og en række andre eksperter. De undrer sig også over, at de ekstra sikkerhedssystemer i flyet, der netop skal hindre en sådan katastrofe, ikke har fungeret.
Lyt til artiklen
Læs videre for 1 kr.
Du er godt i gang – få adgang til hele artiklen, alt på politiken.dk og dagens e-avis i en måned for kun 1 kr. Ingen binding.
Bliv abonnent nuAllerede abonnent? Log ind
Indholdet fortsætter efter annoncen
Annonce
Indholdet fortsætter efter annoncen
Annonce



























