Politiet i Serbien har anholdt en af de hovedmistænkte fra sidste års tog-bombninger i Madrid 11. marts. Det spanske indenrigsministerium siger i dag, at den 22-årige mistænkte Abdelmajid Bouchar flygtede fra en lejlighed uden for Madrid kort tid efter bombningerne. Det gjorde han lige før en gruppe terrormistænkte sprængte sig selv i luften i samme kompleks for at undgå anholdelse tre uger efter massakren. Der har været udsendt en international arrestordre, og Bouchar har levet i Beograd under det falske navn Midhat Salah - med et irakisk pas. Falsk identitet Politiet arresterede Bouchar tirdag for at være i Serbien illegalt. De fattede mistanke, da han nægtede at udtale sig. Derfor sendte serberne en prøve på hans fingeraftryk til Interpol, hvor de fandt et match i Spanien. Bombningerne i Madrid 11. marts sidste år kostede 191 mennesker livet og sårede mere end 1.500, da flere samtidige bomber eksploderede i togsystemet i myldretiden.
Mistænkt Madrid-bomber anholdt
Lyt til artiklen