Israels premierminister, Ariel Sharon, siger i dag, at tilbagetrækningen fra Gazastriben skal være afsluttet mandag. Selv om soldater møder hård modstand under rømninger af bosættelserne, så er hæren forud for tidsplanen. Udtalelsen fra regeringschefen blev offentliggjort af avisen Maarivs online-udgave. Hæren udtaler, at den i dag vil rømme yderligere 7 bosættelser, så den når op på 18 evakuerede bosættelser ud af de 21 i Gaza. Under dagens evakueringer ventes hård modstand. De 7 bosættelser er kendt for at huse mere fanatiske beboere, end de bosættelser, der i går blev ryddet. Politiets talsmand, Shai Itzkovitz, siger, at de 7 bosættelser bliver Gadid. Kfar Darom. Atzmona, Netzer Hazani, Gan Or, Kfar Yam og Shirat Hayam. Voldsom modstand Sikkerhedsstyrker møder voldsom modstand i den religiøse bosættelse Kfar Darom. Soldater slæber aktivister væk fra den forskansede bosættelse, hvor de netop har rømmet en religiøs skole. Den hårdeste modstand bliver i bosættelsens synagoge, hvor det frygtes, at bosættere vil yde fysisk modstand. Hundreder har barrikaderet sig bag pigtråd og låste døre i synagogen. Unge demonstranter står på toppen af synagogen og svinger det israelske flag, mens de råber slagord. Bevæbnede fanatikere Israelske sikkerhedsstyrker var i fuld kampuniform, da de tidlig morgen rykkede ind i Kfar Darom. Bosætterne blokerede hovedindkørslen til området, men sikkerhedsstyrkerne kom ind gennem en sideindgang og har omringet synagogen. Op til 2000 bosættere og aktivister har i de seneste uger sneget sig ulovligt ind i Gazastriben i et forsøg på at forhindre evakueringen af området. Mange af dem befinder sig i Kfar Darom, hvor de har blokeret vejene med cementblokke og sømkæder, som skal punktere de busser, der kommer for at køre dem bort. Nogle af dem menes at være bevæbnede fanatikere. Grædende soldater I bosættelsen Nezer Hazani blev hundreder af soldater mødt af sort røg fra brændende barrikader, en regn af maling og æg og vrede tilråb fra protesterende aktivister. »Vi vil få soldaterne til at græde, så de aldrig vil gøre så frygtelig en ting«, sagde en kvinde bag barrikaderne. Flere soldater græd faktisk under aktionen - og de blev trøstet af bosætterne. Men den militære evakuering fortsatte. Få sammenstød Den første dag med tvungen evakuering var i går. Og dagen forløb forholdsvis fredeligt, selv om der var få sammenstød mellem aktivister og soldater. De fleste steder blev grædende bosættere ledsaget til busser, eller i de mere genstridige tilfælde båret af soldater. »Jeg regner med, at det kan blive vanskeligere i Kfar Darom, fordi en mere rabiat kernegruppe er samlet der«, sagde Aharon Franco, der er en af de politifolk, der deltager i rømningen. Han sagde til israelsk radio, at hovedparten af dem, der befinder sig i synagogen, ikke er indbyggere i Kfar Darom. Sikkerhedstyrkerne ventes at fjerne de udefrakommende aktivister først. Bosætter dræbte fire Onsdag eftermiddag dræbte en israelsk bosætter fire palæstinensere i et forsøg på at sætte en stopper for den tvangsmæssige rømning af israelske bosættelser i Gazastriben. Men Israels premierminister, Ariel Sharon, var hurtigt ude at fordømme drabene, som han kaldte 'jødisk terror', og foreløbig har de militante palæstinensiske bevægelser undladt hævnaktioner. I den største bosættelse i Gaza, Neve Dekalim, er halvdelen af indbyggerne rykket ud, men der befinder sig fortsat 2000 - fortrinsvis unge bosætteraktivister - i synagogen. Hæren har i flere omgange omringet det hellige bygningskompleks, men forsøger at forhandle med de unge snarere end at tvinge dem ud. Fleksible styrker I det hele taget lyder meldingen fra øjenvidner rundt om i bosættelserne, at sikkerhedstyrkerne har vist sig overordentlig fleksible, og generelt har de accepteret forslag fra bosætterne om at udskyde rømningen mod at folk til gengæld går uden ballade. Samtidig er politiet flere steder begyndt at anholde bosættere og aktivister, der aktivt og fysisk modsætter sig evakueringen. I alt er 638 bosættere og sympatisører blevet anholdt siden mandag.
Lyt til artiklen
Læs videre for 1 kr.
Du er godt i gang – få adgang til hele artiklen, alt på politiken.dk og dagens e-avis i en måned for kun 1 kr. Ingen binding.
Bliv abonnent nuAllerede abonnent? Log ind
Indholdet fortsætter efter annoncen
Annonce
Indholdet fortsætter efter annoncen
Annonce
Kæmpestudie glæder professor: »Det er jo vanvittigt. Frygten for smerter fylder alt for meget«
Lyt til artiklenLæst op af Lars Igum Rasmussen
00:00
Ny lyd-app fra Politiken
Politiken Lyd er lavet til dig, der hellere vil lytte til nyhederne og journalistiske fortællinger i stedet for at læse dem.
Klumme af Noa Redington
Kronik af Knud Peder Jensen




























