De politiske ledere i Irak er blevet enige om, hvordan landets store olierigdomme skal fordeles. Det oplyser de forhandlere, som i disse dage kæmper for at blive enige om en ny forfatning, ifølge Ritzau. Olien har været et af de store stridspunkter under forhandlingerne om den ny forfatning, som parlamentet skal præsenteres for mandag. »En principaftale blev nået sent i går (fredag, red.) om, at olieindtægterne vil blive delt mellem shiamuslimer, kurdere og sunnimuslimer«, siger forhandleren Saleh al-Motlag, der er sunniaraber. Kontrolleres af regeringen Han forklarer, at indtægterne skal kontrolleres af den føderale regering og fordeles mellem landets regioner i forhold til befolkningsstørrelse og 'visse kritiske krav'. Alle parter er enige i det, siger han, selv om der endnu ikke er forlydender om, hvad de 'kritiske krav' indebærer. Når olien har været et springende punkt hænger det sammen med, at størstedelen af Iraks olierigdommene gemmer sig i det kurdiske nord og det shiamuslimske syd. Sunnimuslimer, der dominerede Irak under Saddam Hussein, har derfor været bekymret for at blive taberne. I de seneste måneder er Iraks olieproduktion vokset til det højeste siden den amerikanske invasion i marts 2003. Også enighed om Kirkuk og landenavn En kilde med tilknytning til forhandlingerne siger ifølge Ritzau, at det også er lykkedes at løse en strid om den nordlige by Kirkuk, som kurderne har krævet indlemmet i deres selvstyre. Kurdere blev fordrevet fra byen i stort tal under Saddam Hussein, men en del får nu lov til at vende tilbage. Videre oplyser kilden, at der er enighed om at kalde landet Iraks Føderale Republik. Uenighed om islams status Ifølge nyhedsbureauet AP er der stadig store uenigheder mellem forfatnings-forhandlerne. Det gælder blandt andet uenigheder om Islams rolle i den ny stat og også om shiamualimernes præstestyre skal have lov at have en særstatus. Volden fortsætter Imens forhandlingerne står på er der stadig omfattende blodigheder i landet. AP rapporterer om 11 dræbt i dag, hvor der er kun to dage til, at forhandlerne skal præsentere den ny forfatning i Parlamentet. Amerikanske militærkilder håber ifølge nyhedsbureauet, at voldelighederne vil aftage, hvis landet får en forfatning, som alle befolkningsgrupper føler de har del i.
Lyt til artiklen
Læs videre for 1 kr.
Du er godt i gang – få adgang til hele artiklen, alt på politiken.dk og dagens e-avis i en måned for kun 1 kr. Ingen binding.
Bliv abonnent nuAllerede abonnent? Log ind
Indholdet fortsætter efter annoncen
Annonce
Indholdet fortsætter efter annoncen
Annonce



























