Den krigsforbryderanklagede bosniske serber Milan Lukic erklærede sig ved en domstol i Argentinas hovedstad, Buenos Aires, onsdag villig til at lade sig udlevere til den internationale krigsforbryderdomstol i Haag. Lukic sagde ifølge serbiske medier, at han kun gør det »for at blive renset«. Han erklærer sig uskyldig i alle anklager. Han blev mandag arresteret på anmodning fra domstolen og Serbien i et rigmandskvarter i Buenos Aires i en lejlighed, han havde lejet under falsk navn og med et sydafrikansk pas. Lukic har været på flugt, siden krigsforbryderdomstolen rejste de første anklager imod ham i 1998. Anklagerne blev udvidet i 2000 til at omfatte »forbrydelser mod menneskeheden«. Lukic har et rystende synderegister bag sig. I 1992 vendte han tilbage fra ophold i udlandet til sin hjemegn ved den bosniske by Visegrad, hvor han dannede den paramilitære gruppe Beli Orlovi (Hvide Ørne), der samarbejdede med lokalt politi og militæret om at skabe et 'terrorregime' til fordrivelse af områdets muslimer. »Fra maj 1992 til oktober 1994 begik Lukic og hans gruppe en række forbrydelser i kommunen Visegrad, herunder mord, tortur, væbnede overfald, røveri og ødelæggelse af ejendom«, hedder det i anklageskriftet. Gruppen startede med mord på enkeltpersoner. Muslimske mænd, kvinder og børn blev dræbt fra broen over floden Drina. Lukic' gruppe skød flere på broen og kastede dem i Drina-floden, andre blev brugt som skydeskiver efter at være kastet ud, og ofre, som ikke blev ramt, blev skudt fra flodens bred. Massemord To af anklagerne imod Lukic omfatter massemord. 14. juni 1992 tvang hans bande omkring 65 muslimske kvinder, børn og gamle mænd ind i et hus i Visegrad og satte ild til det. Lukic og hans fætter Sredoje mejede dem, som forsøgte at flygte, ned med maskingeværer. Blandt de omkomne var 17 børn, det yngste var kun to dage gammelt. Lidt senere i juni gennemførte Lukic en lignende 'udrensningsaktion', da omkring 70 mennesker blev stuvet sammen i et hus, som hans mænd satte ild til. I begge tilfælde blev alle minus en eller to skudt eller brændt ihjel. Lukic kaldte sig selv Hævneren, idet han påstod kun at hævne forbrydelser imod serbere. Ekstremt grov tortur Serbien kræver også Lukic udleveret, da han 15. juli blev idømt 20 års fængsel ved en særdomstol i Beograd for mord på 16 muslimske mænd fra den serbiske region Sandzak. De blev kidnappet af Hvide Ørne, da de var på vej til arbejde i et bosnisk område i oktober 1993. Ifølge det serbiske anklageskrift blev mændene udsat for »ekstremt grov tortur«, før de blev dræbt og kastet i en flod. Rasim Ljajic, formand for samarbejdsrådet med Haagdomstolen i Beograd, siger til den serbiske Radio B 92: »Arrestationen (i Argentina, red.) var et resultat af intensiveret samarbejde mellem vore sikkerhedstjenester og det internationale samfund«. Florence Hartman, talskvinde for krigsforbryderdomstolen, roser over for B 92 de serbiske og bosniske myndigheder for samarbejdet. »Men vi forventer, at de arresterer alle, der stadig er på flugt. Dem er der ni af«, siger Hartman. Blandt de ni er de bosniske serberes politiske og militære ledere under krigen, Radovan Karadzic og Ratko Mladic. Lukic menes tidligere at have været under beskyttelse af samme netværk som Karadzic, men det skal ikke længere være tilfældet, da Lukic menes at have tilbudt oplysninger om Karadzic til gengæld for lempeligere behandling af ham selv i Haag. I serbisk presse fremhæves pågribelsen af Lukic som et eksempel på, at Serbien nu for alvor samarbejder med Haag. Men pågribelse af Lukic er det f.eks. meget lettere for serberne at samarbejde om end om pågribelse af Mladic, der menes at opholde sig i Serbien. Lukic er ikke kendt som serbisk helt, men som almindelig forbryder med tætte bånd til underverdenen. Mladic har derimod status som serbisk folkehelt. Sikker havn Lukic er den anden sigtede for krigsforbrydelser i Haag, som er pågrebet i Argentina i år. Nebojsa Minic, der er anklaget for krigsforbrydelser i Kosova, blev anholdt i maj. Det har skabt formodninger om organiseret flugt til Argentina for krigsforbrydere fra Balkan, ligesom landet efter Anden Verdenskrig fungerede som sikker havn for nazister på flugt. Men Lukic' skæbne viser, at Argentina ikke mere kan bruges som sikker havn. Han fik kun to uger i sit nye hjem, før han mandag blev omringet af argentinske sikkerhedsstyrker og anholdt lige efter at have hentet sin kone og søn i lufthavnen.
Lyt til artiklen
Læs videre for 1 kr.
Du er godt i gang – få adgang til hele artiklen, alt på politiken.dk og dagens e-avis i en måned for kun 1 kr. Ingen binding.
Bliv abonnent nuAllerede abonnent? Log ind
Indholdet fortsætter efter annoncen
Annonce
Indholdet fortsætter efter annoncen
Annonce




























