Den tidligere jugoslaviske præsidentfrue, Mira Markovic, flytter til Haag for at være tættere på sin krigsforbryderanklagede mand, Slobodan Milosevic, skriver den serbiske avis Danas. Det er muligt, efter at en international arrestationsordre imod hende er trukket tilbage. Ifølge avisen har Milosevic' Socialistparti truet ministerpræsident Vojislav Kostunica med at trække partiets støtte til hans svage regering tilbage, hvis arrestationsordren blev opretholdt. Forbindelser til underverdenen Mira Markovic og sønnen Marko Markovic bor i Rusland. Ifølge Danas har Socialistpartiet også krævet arrestordren imod Marko tilbagekaldt. Det tøver Kostunica med »af frygt for, at den serbiske offentlighed vil være imod det«. Marko er forhadt på grund af tidligere tætte bånd til den serbiske underverden og misbrug af offentlige midler.
Fru Milosevic flytter til Haag
Lyt til artiklen