»Det skal jeg vist lige først fordøje«, sagde Andrea Prüter, kridhvid i ansigtet, da en journalist fortalte hende, at hendes gamle skolekammerat Sabine H. havde myrdet ni af sine nyfødte børn. »Sabine og hendes to søstre er ellers strengt kirkeligt opdraget«, tilføjede skolekammeraten så eftertænksomt. Far fandt lig I søndags fandt Sabine H.s far under oprydning af et skur i haven bag sin bolig i byen Brieskow-Finkenheerd ved Frankfurt an der Oder et akvarium og nogle blomsterkasser fulde af jord blandt noget skrammel, der tilhørte hans datter, men som han ikke havde kunnet få hende til at fjerne. Da han rodede i jorden, fandt han en masse små menneskeknogler. Den 39-årige Sabine H. har tilstået over for politiet, at de små skeletter er de jordiske rester af ni spædbørn, hun har født mellem 1988 og 2004. Hun har forklaret politiet, at hun var svært beruset ved fødslerne, og at børnene var døde, da hun vågnede op af rusen. »Hun bestrider, at hun har dræbt børnene med vold«, sagde politiet. Hun begravede børnene i blomsterkasserne på sin altan og anbragte dem siden i sine forældres skur. Tyskland rystet Sagen har rystet Tyskland og i særdeleshed delstaten Brandenburg. Denne delstat, der omkranser Berlin og tidligere var en del af DDR, har de seneste fem år oplevet, at 20 spædbørn er blevet myrdet af deres mødre eller forældre. »Vi står over for en forbrydelse, der, så vidt jeg husker, ikke har sit sidestykke i Forbundsrepublikkens historie«, siger delstatens indenrigsminister, Jörg Schönbohm. Han undrer sig over, at ingen over et så langt tidsrum har observeret, at kvinden har været gravid gentagne gange. Politiet stiller kvindens pårørende det samme spørgsmål. Sabine H. har tre levende børn i alderen 18, 19 og 20 og et lille barn på halvandet år, som for tre måneder siden kom under børneværnet. Politiet er ikke sikker på, at kvinden ikke har myrdet endnu flere nyfødte. Derfor har man brugt hunde til at gennemsøge hendes forældres have, hendes lejlighed i Frankfurt, en kælder og et tilstødende grundstykke, dog uden resultat. Gravid igen Ifølge de tyske medier er Sabine H. igen gravid. Uwe Wetter, der er viceformand for det tyske psykologforbund, mener, at Sabine H. kan være forrået af i årevis at have levet som socialt udstødt. »Dette tilfælde viser tydeligt, at mange mennesker ikke bekymrer sig om, hvad der sker omkring dem«, siger han med henvisning til alle dem, der gennem årene må have haft kontakt til Sabine H..
Lyt til artiklen
Læs videre for 1 kr.
Du er godt i gang – få adgang til hele artiklen, alt på politiken.dk og dagens e-avis i en måned for kun 1 kr. Ingen binding.
Bliv abonnent nuAllerede abonnent? Log ind
Indholdet fortsætter efter annoncen
Annonce
Debatindlæg af Josefine Kaagaard
Indholdet fortsætter efter annoncen
Annonce




























