Mindst 130 mennesker er blevet dræbt i urolighederne i Sudan, mens omkring 350 er blevet kvæstet i de tre dages voldelige sammenstød siden den tidligere sydsudanske oprørsleder og vicepræsident John Garangs død. Det oplyser Det Sudanske Røde Halvmåne i dag, hvor en begravelsesceremoni for Garang ville begynde forud for hans begravelse lørdag. Beboere rapporterede, at der var langt mere roligt i gaderne i hovedstaden Khartoum natten til i dag sammenlignet med de foregående nætter, hvor bevæbnede bander drog hærgende rundt i byen trods et udgangsforbud. Røde Halvmånes leder af katastrofeberedskabet siger til det britiske nyhedsbureau Reuter, at dødstallet i Khartoum onsdag aften var steget til 111. Hertil skulle føjes seks omkomne i Malakal og 13 dræbte i Juba i Sydsudan. Skrøbelig fredsaftale Begravelsesceremonien med Garang finder sted i Juba efter hans død mandag i en helikopterulykke, som har bragt fredsaftalen i fare og ført til nye spændinger mellem kristne i Sydsudan og muslimer i resten af landet. Salva Kiir, der afløser Garang som leder af bevægelsen SPLM/A, opfordrede til at bringe blodsudgydelserne til ophør. Både Kiir og omverdenen frygter, hvis volden udvikler sig, at den vil undergrave fredsaftalen fra januar, som medførte afslutningen på 21 års borgerkrig mellem Nord- og Sydsudan. »Fredens fjender vil måske udnytte situationen, så det ikke vil være muligt for regeringen og SPLM at virkeliggøre fredsaftalen«, advarede Salva Kiir. »Vi ønsker, at denne situationen ophører hurtigst muligt, så der atter bliver sikkerhed i Khartoum og forstæderne«, sagde Kiir. Ulykke skal efterforskes I et forsøg på at mindske spændingerne bekendtgjorde den sudanske præsident, Omar al-Beshir, at der nedsættes en komité, som skal undersøge omstændighederne i forbindelse med John Garangs død. Uganda, som samarbejdede med Garang, opfordrede til, at der holdes et hastende topmøde for ledere fra de østafrikanske lande.
Lyt til artiklen
Læs videre for 1 kr.
Du er godt i gang – få adgang til hele artiklen, alt på politiken.dk og dagens e-avis i en måned for kun 1 kr. Ingen binding.
Bliv abonnent nuAllerede abonnent? Log ind
Indholdet fortsætter efter annoncen
Annonce
Indholdet fortsætter efter annoncen
Annonce



























