En mors drab på sine ni nyfødte børn i Frankfurt an der Oder er nu blevet et varmt tema i den tyske valgkamp. Det i forvejen hårdt pressede kristelige unionsparti CDU risikerer at miste yderligere opbakning blandt den østtyske befolkning, efter at Jörg Schönbohm, der er indenrigsminister i delstaten Brandenburg, har givet det tidligere kommunistiske styre i DDR medskyld i forbrydelsen. Schönbohm er leder af CDU i Brandenburg, hvor også Frankfurt ved Oderfloden ligger. I søndags fandt politiet de jordiske rester af ni spædbørn i et haveskur nær Frankfurt. Den 39-årige Sabine H. har tilstået, at de myrdede børn var hendes, men hun har endnu ikke givet en tilfredsstillende forklaring på, hvorledes de er kommet af dage. Politiet forhører netop nu kvindens slægtninge og tidligere bekendtskaber, herunder hendes to ægtemænd, for at få opklaret, hvordan det kunne gå til, at ingen tilsyneladende observerede hendes ni graviditeter i tidsrummet 1988 til 2004. Det er også dette faktum, der er faldet Schönbohm for brystet. Schönbohm er kendt som radikal og meget åbenmundet konservativ. I onsdags sagde han til Berlin-avisen Tagesspiegel, at DDR's proletarisering af landbefolkningen i Brandenburg i 1950'erne havde ført til 'forsømmelighed og voldelighed'. Brandenburgs befolkning havde mistet sansen for ansvarlighed og værdier, sagde den konservative politiker, der dog måtte indrømme, at den kommunistiske fortid 'naturligvis ikke' kunne forklare alt. Vred reaktion Hans udtalelser har rejst et ramaskrig blandt lokale politikere og på landsplan i Tyskland. Matthias Platzek, Brandenburgs socialdemokratiske ministerpræsident, har måttet tage afstand fra sin egen viceministerpræsident og koalitionspartner. Han tilføjer, at Schönbohms udtalelser af mange østtyskere opfattes som rent vestlige anskuelser. Det er Lothar Bisky, formanden for det postkommunistiske PDS, som står stærkt i Brandenburg, enig i. Det bekræfter, hvad mange tror, nemlig at kommunister æder småbørn, siger han. Han tilføjer, at man også støder på forbrydelser i det vestlige Tyskland, der ikke har med kapitalismen at gøre. Den store München-avis Süddeutsche Zeitung skrev på lederplads, at heller ikke kristendommen bør drages til ansvar, selv om Sabine H. og hendes familie var kendt som strengt troende. I avisen Tagesspiegel kunne man dog læse en opremsning af en lang række afskyelige mord i Brandenburg, der alle har det til fælles, at ingen tog notits af dem eller savnede ofre. De fleste er begået af nynazister og skinheads, men der foreligger også adskillige beretninger om barnemord, som i årevis forblev uopdagede. En mor gemte således sin myrdede dreng i en dybfryser i tre år. Når nogen spurgte til drengen, svarede hun bare, at han var på hospitalet.
Lyt til artiklen
Læs videre for 1 kr.
Du er godt i gang – få adgang til hele artiklen, alt på politiken.dk og dagens e-avis i en måned for kun 1 kr. Ingen binding.
Bliv abonnent nuAllerede abonnent? Log ind
Indholdet fortsætter efter annoncen
Annonce
Indholdet fortsætter efter annoncen
Annonce




























