Præsident George W. Bush valgte at ignorere Senatet og modstanden mod hans kandidat til posten som USA's næste FN-ambassadør. Præsidenten indsætter den upopulære høg John Bolton på posten og optrapper derved krigen mod det amerikanske senat. Demokraterne i Senatet har blokeret valget, da de ikke fandt den ligefremme John Bolton troværdig nok til jobbet. Især da han aldrig har forsømt nogen lejlighed til at kritisere FN. George W. Bush kalder Senatet 'forudindtaget' og betegner John Bolton som den helt rette mand på posten. »Dette job er for vigtigt til, at det skal stå ledigt længere - især under en krig og lige før en presserende debat om FN-reformer. Så jeg har i dag benyttet mig af mine forfatningsmæssige rettigheder og udpeget John Bolton som USA's næste FN-ambassadør«, sagde George Bush under ceremonien i Det Hvide Hus. Optrapning af krig Det kan kun opfattes som en optrapning af den tilsyneladende endeløse krig mellem Senatet og Det Hvide Hus. George Bush' plan er at sætte den meget direkte og højreorienterede John Bolton i spidsen for de ændringer af FN, som præsidenten og hans mænd længe har set som yderst nødvendige. Bolton var blandt andet diplomaten, som stod bag den amerikanske politik omkring våbenkontrol i Bush' første præsidentperiode. Beskadiget gods Senator Christopher Dodd, en af de førende demokrater i Senatet, kalder direkte John Bolton for 'beskadiget gods'. »Dette bliver den første FN-ambassadør, vi har sendt afsted uden Senatets godkendelse siden 1948. Det er ikke ligefrem, hvad vi skal ønske os - en person, der ikke har Kongressens tillid«, sagde Dodd søndag. Når beslutningen tages uden Senatets godkendelse, kan John Bolton kun opnå midlertidig ansættelse på posten. Han har beholde jobbet frem til januar 2007, hvor der er midtvejsvalg i USA.
Lyt til artiklen
Læs videre for 1 kr.
Du er godt i gang – få adgang til hele artiklen, alt på politiken.dk og dagens e-avis i en måned for kun 1 kr. Ingen binding.
Bliv abonnent nuAllerede abonnent? Log ind
Indholdet fortsætter efter annoncen
Annonce
Indholdet fortsætter efter annoncen
Annonce



























