Først kom Irland, Norge, Italien, Malta og siden Sverige. Nu står de franske rygere for tur. For den franske regering planlægger til efteråret at sende en lov gennem den franske Nationalforsamling, som vil forbyde rygning i hele det offentlige rum - inklusive private arbejdspladser, barer og restauranter. »Vi er i færd med at finpudse lovforslaget, som jeg regner med at fremsætte inden årets udgang«, siger Yves Bur fra regeringspartiet UMP, således til dagbladet Libération. I front Frankrig gik godt nok i front med en af Europas mest vidtgående rygelovgivninger i 1991, da den såkaldte Evin-lov blev vedtaget. Evin-loven påbød alle barer, cafeer og restauranter at indrette ikkerygerafdelinger og at opsætte udsugning i rygerområderne. Men ifølge en nylig undersøgelse fra analyseinstituttet TNS Direct er loven forblevet en forholdsvis død tekst. For 44 pct. af landets restauratører indrømmer ligeud, at de ikke overholder den. Sundhedsministeriet har da også for nylig påpeget, at tingenes nuværende tilstand er aldeles uacceptabel. I mange parisiske bistroer og restauranter består ikkerygerafdelingen ofte af en lille beskeden bås anbragt bagerst i etablissementet, gerne ved siden af toiletter og telefonbokse. Enkelte restauratører nøjes sågar med at fjerne askebægeret og dermed erklære bordet for røgfrit, forklarer Gérard Audereau, formand for ikkerygerforeningen Droits des Non Fumeurs, DNF, og generalsekretær i paraplyforeningen l'Association contre le Tabac. »Det er simpelthen for vanskeligt for restauratørerne at overholde loven i dens nuværende udformning«, siger han til Politiken. »Evin-loven er alt for åben for fortolkning, så jeg tror, det bliver meget lettere at håndhæve et decideret forbud. Så er der pludselig ikke så meget at diskutere«, siger han. Han mener, at det kommende lovforslag er et naturligt, ja ligefrem uundgåeligt næste skridt i regeringens erklærede kamp mod cancer. Tiltaget vil lægge sig i direkte forlængelse af de seneste års voldsomme prisstigninger på cigaretter i Frankrig. Cafégæster glade Hvordan vil de storrygende gallere så tage imod forbuddet? Ifølge en undersøgelse fra TNS-Sofres er 72 pct. af befolkningen positivt stemt over for et totalt rygeforbud, ligesom 33 pct. af befolkningen siger, at et forbud kunne få dem til at gå mere på café (mod kun 15 pct. der siger det modsatte). Alligevel bliver det sandsynligvis en hård kamp at få forslaget gennem den franske Nationalforsamling. »Vi skal slås mod en uværdig industri, som er vant til at sælge død, og som slår halvdelen af sine kunder ihjel, og tobaksindustrien vil bruge alle tænkelige lobbymidler for at få stoppet forslaget«, siger Yves Bur.
Lyt til artiklen
Læs videre for 1 kr.
Du er godt i gang – få adgang til hele artiklen, alt på politiken.dk og dagens e-avis i en måned for kun 1 kr. Ingen binding.
Bliv abonnent nuAllerede abonnent? Log ind
Indholdet fortsætter efter annoncen
Annonce
Indholdet fortsætter efter annoncen
Annonce
Klumme af Lawand Hiwa Namo
Debatindlæg af Lise Coermann Mathiesen og Rune Baastrup
Kronik af Sofie Risager Villadsen




























