To af de formodede bombemænd bag de mislykkede angreb i London 21. juli er angiveligt blevet anholdt under en dramatisk politiaktion ved middagstid. Det oplyser tv-stationen Sky News. Dermed er tre af de fire mistænkte bombemænd bag episoderne 21. juli arresteret. Ifølge BBC stod en af de anholdte bag bombeangrebet på Oval station. Flere adresser Politiet vil ikke bekræfte, at man har anholdt de mistænkte bombemænd. Men »det er korrekt, at vi har foretaget anholdelser«, som en polititalsmand siger til Reuters. Politiet slog til ved en række forskellige adresser i den britiske hovedstad. Et af stederne var i bydelen Ladbroke Grove. Øjenvidner så op mod 30 svært bevæbnede politifolk iført gasmasker, bakket op af en politihelikopter, omringe en eller flere bygninger og afspærre flere gader. Tv-billeder viste efterfølgende en mand blive ført væk fra stedet i håndjern efter at være blevet iført en hvid dragt. 24-årig anholdt onsdag Med anholdelsen af de to mistænkte mangler politiet kun én af mændene bag angrebene 21. juli. Onsdag blev en af de andre mistænkte, den 24-årige Yasin Hassan Omar, anholdt i Birmingham. Siden terrorangrebene 7. juli, der kostede 56 menneskeliv og sårede 700 passagerer, har byens politi været i højeste alarmberedskab. Angrebene blev forsøgt gentaget 21. juli - dog uden dræbte.
To formodede bombemænd anholdt i London
Lyt til artiklen