Egypten mistænker beduiner for terror

Det er stadig uklart, hvor mange mennesker, der mistede livet ved weekendens terrorangreb. - Foto: AP
Det er stadig uklart, hvor mange mennesker, der mistede livet ved weekendens terrorangreb. - Foto: AP
Lyt til artiklen

Egyptisk politi jagter de undslupne bombemænd og deres hjælpere efter det værste terrorangreb i landets nyere historie. Og fingeren blev især rettet mod fem pakistanere, der ifølge politikilder pludselig forsvandt fra deres hotel og efterlod deres pas kort før bombeangrebet, der dræbte mindst 64 mennesker. Mistanke mod beduiner Politiet har uddelt plakater af de fem med navne og pasnumre uden officielt at omtale dem som mistænkte, blot som 'savnede'. Samtidig mistænker politiet Sinaihalvøens beduiner for at have hjulpet bombemændene. »Vi ved, at sprængstofferne blev bragt til Sharm el-Sheikh via vejene fra ørkenen, ikke ad hovedvejen. Derfor koncentrerer vi undersøgelserne i den retning«, siger Hossam al-Serafy, der er chef for efterforskningsafdelingen i Sharm el-Sheikhs politi, til Politiken. Han ville ikke direkte sige, at beduiner var involveret. Men alle, der kender områdets geografi, ved, at udtalelsen er det samme som at anklage beduinerne. Beduiner smugler våben Det meste af Sinaihalvøen - hvor Sharm el-Sheikh ligger på den sydligste spids - er domineret af forrevne bjerglandskaber med en smal kant af fladt land ned mod Det Røde Hav. Inde i bjergene ligger hundredvis af små beduinlandsbyer. Beduinerne har ry for at kontrollere omfattende smugleri af bl.a. våben, og de omtaler sjældent sig selv som egyptere. Begge dele gør dem meget upopulære hos myndighederne. Også ved det seneste store terrorangreb i Taba i Nordsinai i oktober blev beduinerne anklaget og hele landsbyer arresteret. En af politiets teorier er, at lørdagens bombeangreb har forbindelse til Taba-bomberne, blandt andet fordi sprængstoffet var af samme type. Afviser anklager Politichef al-Serafys konklusion bygger på, at alle biler fra hovedvejen langs havet bliver undersøgt ved flere kontrolpunkter. Politikilder har oplyst til Reuters, at pakistanere havde søgt tilflugt i to beduinlandsbyer ved Sharm el-Sheikh, og at de nu var omringet af politiet. Da Politiken undersøgte anklagerne, var der dog ingen spor af ballade. En lokal beduinleder, der ikke ønskede sit navn i avisen, afviste, at beduiner skulle have noget med bombeangrebet at gøre. Også beduinerne lever nemlig af turisme som kamelsafarier. Til gengæld er det nyt i Egypten, at pakistanere omtales i forbindelse med et terrorangreb. Egyptisk terrorisme er hidtil blevet set som et rent nationalt anliggende. Terrorangrebet er et hårdt slag mod Egyptens nationale stolthed, og de to efterretningschefer for Syd- og Nordsinai er blevet fyret, oplyser nyhedsbureauerne. Briter blandt de dræbte Omfanget af terrorangrebet er stadig usikkert, blandt andet fordi mange lig er svære at identificere. Dødstallet svinger mellem 64 og 88. Ifølge den danske ambassade i Kairo var der søndag middag fortsat fem savnede danske charterturister, men i går var alle fundet. Ingen hoteller havde meldt om danske gæster, der var savnet. Derimod er ti briter fortsat savnet, og de frygtes at være blandt de uidentificerede dødsofre.

Læs videre for 1 kr.

Du er godt i gang – få adgang til hele artiklen, alt på politiken.dk og dagens e-avis i en måned for kun 1 kr. Ingen binding.

Bliv abonnent nu
Allerede abonnent? Log ind
Stopskilt_glad

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her