Den britiske udenrigsminister Jack Straw blokerer for offentliggørelsen af visse passager i Jeremy Greenstocks beretning om optakten til krigen i Irak. Greenstock, som var premierminister Tony Blairs specielle udsending i Irak efter krigen og tidligere FN-ambassadør, er kendt for at være kritisk over for politikernes håndtering af krigen. Ministerium fører an Den britiske regering afviser at være involveret i censuren af den pågældende bog. Det forlød mandag i aviserne The Observer og The Mail on Sunday, at Tony Blair ikke ønskede at stoppe udgivelsen. Regeringen siger, at det derimod er udenrigsministeriet og de forskellige regeringskontorer, der har gransket embedsmandens memoirer og forlangt, at forskellige passager i bogen 'The Cost of War' bliver udeladt. Kritik af USA Ifølge The Observer er nogle af de fjernede passager stærkt kritiske over for USA. I en af disse passager kalder Greenstock USA's beslutning om at gå i krig for »politisk illegitim« og siger, at forhandlingerne i FN aldrig blev til mere end blot afledninger for USA. Bogen formodes at indeholde afslørende samtaler mellem ham selv, Tony Blair og udenrigsministeren, mens FN-forhandlingerne stod på. Det siges, at ordvekslingerne ikke er særlig smigrende for de pågældende politikere. Kritik af efterkrigs-indsats Greenstock er også kritisk over for USA's udenrigsminister, Condoleezza Rice, og hendes rolle i optakten til krigen. Bogen er kritiserer også måden, Irak blev administreret på efter krigen, hvilket Greenstock har førstehåndskendskab til. Han siges at kritisere det amerikanskledede overgangstyre. Diverse planer »faldt til jorden på grund af dårlige politiske analyser og snæversynet udførelse«. I en meddelelse mandag erklærer udenrigsministeriet, at »alle inden for det britiske diplomati er underlagt statsforvaltningens bestemmelser. De fastslår, at embedsmænd, selv om de har trukket sig tilbage, skal have godkendt eventuelle udgivelser, som omhandler deres statstjeneste. Der vil blive taget stilling til Jeremy Greenstocks bog ud fra disse retningslinjer«. Mange kritiske bøger Beslutningen om at forlange ændringer i bogen er overraskende, da et stort antal kritiske bøger om krigen i Irak allerede er blevet udgivet uden tilsvarende problemer. Clare Short, tidligere udviklingsminister, har for eksempel skrevet en ekstremt kritisk bog om nogle af sine politiske kollegers rolle i krigen. En kommende bog, skrevet af Christopher Meyer, formand for det britiske pressenævn, og britisk ambassadør i USA 1997-2003, vil afsløre, hvordan det britiske lobbyarbejde, under optakten til Irakkrigen, fungerede bag kulisserne. Men denne bog ser ikke ud til at blive censureret. Ligesom Greenstock har Meyer en aftale med en avis om løbende at levere indlæg, og hans bog bliver udgivet til efteråret.
Lyt til artiklen
Læs videre for 1 kr.
Du er godt i gang – få adgang til hele artiklen, alt på politiken.dk og dagens e-avis i en måned for kun 1 kr. Ingen binding.
Bliv abonnent nuAllerede abonnent? Log ind
Indholdet fortsætter efter annoncen
Annonce
Indholdet fortsætter efter annoncen
Annonce




























