Mohamed al-Qahtani var særligt svær at få til at snakke. Men efter at forhørsofficererne i den amerikanske fangelejr Guantánamo i Cuba over en periode på 160 dage havde udsat ham for særligt skrappe metoder, specifikt godkendt af forsvarsminister Donald Rumsfeld, havde de en detaljeret tilståelse. Undervejs fik al-Qahtani blandt andet et par kvindetrusser på hovedet. Han blev også iklædt bh, sat i snor og sat til at »udføre hundekunster«, hans mor og søster blev omtalt som ludere, han blev truet med hunde, blev stillet nøgen foran kvindelige soldater, kropsvisiteret uden grund og tvunget til at danse med en mandlig forhørsofficer. Og han fik at vide, at han var bøsse, og at de øvrige fanger på Guantánamo godt vidste det. FBI-anklager om tortur Alle oplysningerne stammer fra militærets seneste undersøgelse af de mange påstande om mishandling af fanger på Guantánamo og i Abu Ghraib-fængslet i Irak. Undersøgelsen dækker en periode fra 2002 til 2003 og er en opfølgning på rapporter fra flere FBI-agenter, der fortalte, at der blev anvendt tortur på Guantánamo. »Ingen tortur fandt sted« Men det afviser militæret. Den interne undersøgelse blev præsenteret for en komité i Senatet, hvor undersøgelsesleder generalløjtnant Randall M. Schmidt sagde, at ingen af enkelthandlingerne i sagen al-Qahtani var i strid med retningslinjerne for forhør. Men at behandlingen samlet set udgjorde mishandling. Schmidt konkluderede samtidig, at der »ingen tortur fandt sted«. Han havde indstillet, at Guantánamos daværende chef, generalmajor Geoffrey Miller, fik en reprimande for ikke at have holdt øje med forhørene af al-Qahtani. Men den indstilling har den øverstbefalende for US Southern Command, der dækker basen i Cuba, afvist, fordi Miller ikke brød amerikansk lov eller politik. Troværdighed Forhørsrapporterne fra al-Qahtani viser, at han efter det intense pres erkendte, at han skulle have været den 20. flykaprer og efter planen have været om bord på det fly, der styrtede på en mark i Pennsylvania 11. september 2001. Flere senatorer stiller spørgsmål om, i hvor høj grad målet helliger midlet. »At kritisere resten af verden for at bruge torturmetoder, sådan som vi selv vedholdende har gjort det, og så samtidig afvise at holde vores egen nation fast på de samme høje standarder, øger ikke vores nations image eller troværdighed«, sagde den demokratiske senator Dick Durbin. Flere senatorer har ligesom menneskerettighedsorganisationen Human Rights Watch hæftet sig ved, at de ministergodkendte seksuelle ydmygelser fandt sted på Guantánamo bare et par måneder inden de grovere veldokumenterede tilfælde i Abu Ghraib-fængslet i Irak.
Lyt til artiklen
Læs videre for 1 kr.
Du er godt i gang – få adgang til hele artiklen, alt på politiken.dk og dagens e-avis i en måned for kun 1 kr. Ingen binding.
Bliv abonnent nuAllerede abonnent? Log ind
Indholdet fortsætter efter annoncen
Annonce
Kæmpestudie glæder professor: »Det er jo vanvittigt. Frygten for smerter fylder alt for meget«
Lyt til artiklenLæst op af Lars Igum Rasmussen
00:00
Nyhedsanalyse
Indholdet fortsætter efter annoncen
Annonce




























