Detaljerede ransagninger af de formodede bombemænds huse efter tragedien i London har styrket mistanken om, at terrornetværket al-Qaeda står bag. Det bombemateriale, der er blevet fundet i et af husene i Leeds-bydelen Beeston, er nemlig magen til det, der har været anvendt i andre al-Qaeda angreb. Samme sprængstof som 'skobombe' Bombematerialet menes at være lavet af stoffer, som kan købes hos en almindelig materialist. Kilder tæt på efterforskningen siger til BBC, at bombematerialet er acetone brintoverilte - samme stof som også den såkaldte 'skobomber', Richard Reid, havde gemt i sin sko, da han forsøgte at sprænge hul i et passagerfly på vej over Atlanten i 2001. I Reids tilfælde var selve bomben dog lavet af plastisk sprængstof, der er med til at stabilisere de øvrige ingredienser, som er så letantændelige, at de kan gå af blot på grund af vildfarne gnister. Discipel af bin Laden Reid fik i 2003 livsvarigt fængsel i USA. Han sympatiserer med al-Qaeda-terrornetværket og har erklæret sig som en 'discipel' af al-Qaeda-lederen Osama bin Laden og en fjende af USA. Forbindelsen mellem London-angrebene og Reid styrker mistanken om, at al-Qaeda har medvirket i planlægningen af angrebene. Den øverstbefalende for Londons politi, Ian Blair, kalder formodningen 'rimelig sandsynlig'. »Vi forventer på et eller andet tidspunkt at finde endnu klarere forbindelser til al-Qaeda«, siger Blair. Flere grupper, der hævder at være en del af terrornetværket, har allerede taget skylden, men deres rolle er endnu ikke blevet verificeret. Nu 54 døde Politiet mener nu at have identificeret de fire selvmordsbombemænd. Foruden hjernen bag angrebet leder politiet også efter en egyptisk kemistuderende, som er forsvundet fra sit hjem i Leeds, skriver Ritzau. Imens er dødstallet efter terrorangrebet steget til 54. Senest sov en hårdt såret mand ind på sygehuset - en skæbne, der ifølge lægerne sandsynligvis vil vente flere af de mange kvæstede.
Lyt til artiklen
Læs videre for 1 kr.
Du er godt i gang – få adgang til hele artiklen, alt på politiken.dk og dagens e-avis i en måned for kun 1 kr. Ingen binding.
Bliv abonnent nuAllerede abonnent? Log ind
Indholdet fortsætter efter annoncen
Annonce
tema
Indholdet fortsætter efter annoncen
Annonce
De to håndværkere kan næsten ikke overskue, at strækningen er lukket for trafik: »Det her er fuldstændig vanvittigt«
Debatindlæg af Morten Jarlbæk Pedersen




























