Palæstinensisk våbenhvile smuldrer

En pansret vogn fra de palæstinensiske sikkerhedsstyrker blev skudt i brand i Gaza af militante medlemmer af Hamas-bevægelsen.   Foto: AP
En pansret vogn fra de palæstinensiske sikkerhedsstyrker blev skudt i brand i Gaza af militante medlemmer af Hamas-bevægelsen. Foto: AP
Lyt til artiklen

De sidste rester af den våbenhvileaftale, som den palæstinensiske præsident, Mahmoud Abbas, i februar indgik med de væbnede palæstinensiske grupper og fraktioner, er smuldret. Israel reagerede fredag ved at genoptage såkaldte 'målrettede drab' imod medlemmer af den islamiske modstandsbevægelse Hamas' væbnede Issadin al-Qassam-grupper og dræbte med raketter fra kamphelikoptere i alt syv mennesker. Tre på Vestbredden og fire i Gaza. Ifølge israelske kilder var de pågældende i begge tilfælde på vej til at affyre raketter imod israelske mål. Palæstinensiske kilder bekræftede, at der var tale om Issadin al-Qassam-folk. Undtagelsestilstand Den spinkle aftale om at standse angreb på israelske mål, som Mahmoud Abbas ved egyptisk hjælp indgik med blandt andre Hamas og de væbnede grupper inden for Fatah-bevægelsen, fik nådesstødet torsdag. Sidst på eftermiddagen tog Fatah og Hamas i fællesskab skylden for at have affyret en række raketter imod det israelske landbrugssamfund Moshav Netiv Ha'asara få hundrede meter nord for Gazastriben. En raket ramte direkte ned i et hus og dræbte en ung israelsk kvinde. Det fælles angreb, der torsdag eftermiddag fulgte mindst ti andre raketangreb på israelske mål, hvor ingen mennesker kom til skade, fik den palæstinensiske præsident til at erklære undtagelsestilstand i Gaza. Siden har der både torsdag aften og fredag formiddag været væbnede sammenstød i Gaza by mellem palæstinensisk politi og medlemmer af Hamas. Mindst to Hamas-medlemmer er blevet dræbt og 12 andre såret ved sammenstødene. Hamas reagerede blandt andet ved at sætte ild på en politistation. Og fortsatte så fredagen igennem raketangrebene imod Israel og Gaza-bosættelserne. Et hus blev ødelagt og en fireårig pige såret. Klar til angreb Israels forsvarschef, Dan Halutz, fremstillede i går den israelske fortolkning af situationen således: »Hamas overholder ikke sine egne løfter og fører en dialog med det palæstinensiske samfund via raketangreb på Israel. Det palæstinensiske selvstyre ser stiltiende til, derfor er Israel nødt til at handle«, sagde Halutz. I Israel er der ingen tvivl om, at den pludselig optrapning af raketangreb fra Gaza mod israelske mål, og Hamas beslutning om at bryde aftalen med Abbas, er nært forbundet med den forestående israelske tilbagetrækning fra Gaza. Ensidigt israelsk skridt Israel planlægger at begynde rømningen 15. august af samtlige civile bosættelser og militære installationer i Gazastriben, der for øjeblikket optager mere end en tredjedel af den smalle ca. 40 km lange landstribe langs Middelhavet. Tilbagetrækningen er et erklæret ensidigt israelsk skridt, der er blevet mødt af megen kritik og skepsis ikke mindst fra den israelske højrefløj og visse efterretningsfolk, der har forudset, at de væbnede grupper i Gaza vil betragte rømningen som et israelsk svaghedstegn. Man har advaret imod, at grupper som Hamas og Islamisk Jihad vil udlægge den israelske tilbagetrækning som en sejr til deres selvmordsterror og raketangreb, modsat det palæstinensiske selvstyre, der i ti år forgæves har forsøgt at tale sig til tilbagetrækning. Forbilledet er den libanesiske Hizbollah-bevægelse, der med sine raketangreb og soldaterkidnapninger erklærede sejr, da Israel trak sine soldater ud af Libanon i 2000. Advarsel Forsvarschef Dan Halutz fortsatte med en advarsel, som med de målrettede drab allerede blev ført delvis ud i livet: »Der bliver ingen tilbagetrækning fra Gaza, hvis vi er under ild«. Israels forsvarsminister gjorde i aftes hæren klar til at rykke ind i Gaza, men beslutningen er ikke truffet endnu.

Læs videre for 1 kr.

Du er godt i gang – få adgang til hele artiklen, alt på politiken.dk og dagens e-avis i en måned for kun 1 kr. Ingen binding.

Bliv abonnent nu
Allerede abonnent? Log ind
Stopskilt_glad

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her