Al-Qaeda etablerer sig i Somalia

Lyt til artiklen

En ny og brutal terrorcelle med forbindelser til al-Qaeda har fået fodfæste i Somalias hovedstad, viser en ny rapport, der bekræfter tidligere forudsigelser om, at det lovløse østafrikanske land kan blive et fristed for internationale terrorister. Ifølge rapporten fra tænketanken International Crisis Group, ICG, ledes cellen i Mogadishu af en ung militant somalier med kamperfaring fra Afghanistan, hvor al-Qaeda tidligere havde hovedkvarter. ICG skriver, at gruppen »gjorde opmærksom på sin eksistens ved at myrde fire udenlandske hjælpearbejdere i det relativt sikre territorium Somaliland mellem oktober 2003 og april 2004«. Skjulested for topfolk ICG, der har hovedkvarter i Bruxelles og overvåger konflikter rundt om i verden, konkluderer, at terrortruslen fra rabiate islamister »i og fra Somalia er reel«. Det hedder i rapporten, at al-Qaeda medvirkede ved angreb på amerikanske soldater og FN's fredsbevarende styrker i Somalia i begyndelsen af 1990'erne og benyttede landet som transitzone for angreb i nabolandet Kenya. I dag fungerer Somalia ifølge ICG som skjulested for nogle af al-Qaedas topfolk. Somalias 7 millioner indbyggere har været uden en arbejdsdygtig regering, siden en gruppe klanledere og krigsherrer i 1991 væltede diktatoren Mohamed Siad Barre. Krigsherrerne begyndte derpå at slås indbyrdes, hvilket kastede landet på Afrikas Horn ud i anarki. Sidste år blev der dannet en overgangsregering under fredsforhandlinger i Kenya, men regeringen har endnu ikke vovet at flytte fra Kenya til Mogadishu, fordi forholdene i hovedstaden er for usikker. Tidligere i år rapporterede en gruppe FN-eksperter, der overvåger våbenembargoen mod Somalia, at islamiske ekstremister, herunder en gruppe med formodede forbindelser til al-Qaeda, importerede avancerede våben. Mobile træningslejre Ifølge FN-eksperterne har den islamiske gruppe al-Ittihad al-Islami etableret 17 mobile træningslejre i landet. USA kategoriserer gruppen som en terrororganisation med bånd til al-Qaeda. ICG skriver, at USA og flere andre vestlige lande er i færd med at opbygge antiterrornetværk i Somalia under ledelse af lokale klanledere og tidligere politifolk. ICG antyder dog, at terrorbekæmpelsen - der involverer anholdelse af uskyldige borgere og samarbejde med upopulære fraktioner - måske i virkeligheden skaber fjendskab i befolkningen. Mange somaliere mener nemlig ikke, at der findes terrorister i landet, men betragter USA's krig mod terror som antiislamisk. »Hvis den folkelige opbakning mangler, vil selv den mest raffinerede terrorbekæmpelse slå fejl«, skriver ICG.

Læs videre for 1 kr.

Du er godt i gang – få adgang til hele artiklen, alt på politiken.dk og dagens e-avis i en måned for kun 1 kr. Ingen binding.

Bliv abonnent nu
Allerede abonnent? Log ind
Stopskilt_glad

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her