»Vi er meget kede af, at dette angreb bliver forbundet med muslimer. Vi kan ikke forestille os, at en rigtig muslim, som forstår islams lærdom, kan begå denne frygtelige handling mod civile og uskyldige«. Budskabet fra imam Shakh Ashraf Ali under fredagsbønnen i London Central Moské er ikke til at tage fejl af. Byens mange muslimer, der normalt lever fredeligt side om side med mennesker fra alverdens andre religioner og kulturer i den britiske hovedstad, skal ikke slås i hartkorn med de galninge, der udførte torsdagens terrorhandlinger. Et angreb på os alle »Vi bruger de samme transportmidler og lever og arbejder i de samme bygninger. Ethvert angreb er et angreb på os alle«, siger imamen som noget af det sidste i sin tale, inden selve bønnen begynder. Flere hundrede muslimske mænd sidder allerede knælende på gulvet under det blå kuppelloft og lytter til det religiøse overhoved. Det enorme rum bliver hurtigt fyldt til bristepunktet, og mange må tage til takke med et tæppe på fliserne i gården uden for moskeen. Selv om de sidst ankomne ikke har hørt imamens tale, er holdningen til terrorangrebene den samme. Det kan godt være, at det er muslimer, der står bag bomberne, men det har intet med islam at gøre, lyder det vredt fra blandt andre Syed Zeeshan Ahmed. Mod muslimer Han understreger, at der ikke er noget som helst i den islamiske tro, der retfærdiggør sådanne handlinger. »Vores religion siger ikke, at du skal smide bomber og dræbe«, siger han. 19-årige Sharif Islam, der hænger ud med et par kammerater i den ene ende af gården, er vred over, at medier og politikere allerede har lavet koblingen. Han frygter, at det vil resultere i både en politisk og en folkelig reaktion rettet mod muslimerne. »Det vil helt sikkert få en politisk effekt. Vi har i forvejen problemer med de nye id-kort, de har talt om at indføre. Nu får de en helt klar undskyldning til at presse det igennem«, siger han, der også regner med, at folk vil begynde at glo mærkeligt på ham på gaden, fordi han har mørkt hår og skæg. Chikane Sharif Islam sammenligner situationen med terrorangrebene i New York 11. september 2001, hvor mange muslimer blev chikaneret i dagene efter. »New York er også en multikulturel by. Men mange muslimske kvinder var nødt til at gå uden tørklæder i dagene efter terrorangrebene, fordi de var bange for at blive overfaldet. Det tror jeg også, vi vil se her«, siger han. Den engelske avis The Guardian kan allerede i dag offentliggøre i en artikel - som Politiken fik adgang til i aftes - at politiet kun halvandet døgn efter terrorangrebene har rapporteret omkring 70 overfald på etniske minoriteter, herunder en mistænkelig brand i en moske i Leeds. Hadefuld e-post Desuden havde den muslimske paraplyorganisation Muslim Council of Britain modtaget over 30.000 hadefulde e-mail, så serveren gik ned. »Vi er de første ofre for terroren«, mener moskéens vagtmand Ahmed Ghorissi. »Enhver kan sprænge en bus i luften og sige, at det er islam, der står bag«, siger han irriteret. Den høje vagtmand er sikker på, at det vil få en negativ virkning for muslimernes dagligdag i London i den kommende tid. »Selvfølgelig ændrer det her noget. Allerede i går var der folk, som råbte grimme ting ind over hegnet«, siger han.
Lyt til artiklen
Læs videre for 1 kr.
Du er godt i gang – få adgang til hele artiklen, alt på politiken.dk og dagens e-avis i en måned for kun 1 kr. Ingen binding.
Bliv abonnent nuAllerede abonnent? Log ind
Indholdet fortsætter efter annoncen
Annonce
Indholdet fortsætter efter annoncen
Annonce




























